Vejarbejde lukker motorvej i en rum tid
Hvis du kommer kørende på Frederikshavnermotorvejen ved Hjallerup og i sydgående retning, skal du være opmærksom på, at en længere strækning får ny asfalt fra 11. august og cirka en måned frem.
Det er cirka 11 kilometers asfalt, der skal lægges mellem tilkørsel 15 Jyske Ås og frakørsel 18 Vodskov N.
Sporet vil blive spærret, og der vil blive etableret omkørsel rute 180, den gamle hovedvej. Den strækning er én kilometer kortere, men køretiden er cirka fire minutter længere.
Arbejdet starter om aftenen søndag 11. august, og vejret spiller blandt andet ind i, om det tager en måned eller længere tid at få anlagt den nye asfalt.
Resultatet skal give en mere jævn kørebane og bedre køreoplevelse for trafikanterne.
Du kan holde dig opdateret på Vejdirektoratets trafikkort.