Nu er der nyt om dødsbrand
Først var de meldt savnet.
Men ét døgn efter, at en voldsom brand brød ud på en gård nær Bælum, kunne Nordjyllands Politi bekræfte, at et par i 50'erne havde mistet livet i flammerne.
Og nu melder den danske stenuld-gigant Rockwool, der blandt har til huse i Doense, ud, at det var et af deres bestyrelsesmedlemmer, Berit Kjerulf, der sammen med sin mand indebrændte, da branden brød ud klokken 23 lørdag.
Det oplyser Rockwool i en pressemeddelelse.
Berit Kjerulf var medarbejdervalgt bestyrelsesmedlem, og har bestredet posten siden 2022.
Hun har været ansat i virksomheden siden 2005.
- Berit var et værdsat medlem af Rockwool-familien og et hårdtarbejdende medlem af bestyrelsen. Det er svært at beskrive den følelse af sorg, hendes bortgang skaber, siger bestyrelsesmedlem Thomas Kähler og fortsætter:
- På vegne af bestyrelsen og alle vores kolleger udtrykker jeg vores dybeste medfølelse til Berit’s børn og hendes kære. Vi vil naturligvis gøre alt, hvad vi kan for at støtte Berit’s familie og vores kolleger i den kommende tid.
Parret efterlader sig to voksne børn, fremgår det.
Det har endnu ikke været muligt for Nordjyllands Politi at fastslå årsagen til branden, da der skal foretages brandtekniske undersøgelser.
- Vi arbejder grundigt og minutiøst – og vi holder vores muligheder åbne, når vi efterforsker. Det gør vi, så vi kan afdække både en brandårsag og en dødsårsag samt de nærmere omstændigheder. Og dét arbejde er ofte af længerevarende karakter, fortalte politikommissær Carsten Straszek søndag.
Som følge af efterforskningen vil der få flere dage, før politiet kommer med yderligere oplysninger i sagen.