Kort Nyt

Skoler i Rebild skal tilføres millioner ifølge SF

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Rebild Kommune har de senere år skåret gevaldigt i antal skoler, så der kun er otte tilbage i kommunen på nuværende.

- Det gør kun, at vores tilbud bliver ringere og dyrere, lyder det fra byrådsmedlem for Socialistisk Folkeparti i Rebild Kommune Morten Kamstrup.

Yderligere investeringer i folkeskolen er ifølge SF en nødvendighed, som tendensen er lige nu.

- Udgifterne til specialundervisningen stiger, og flere forældre kigger efter et alternativt tilbud til den kommunale folkeskole, siger Morten Kamstrup.

Foto: TV2 Nord

Venstres formand for Børne- og Familieudvalget i Rebild Kommune, Anna OosterHof, ser med skepsis på den store pengetilførsel.

- Jeg tror ikke, at vi helt køber den med, at jo flere penge, jo bedre. Han siger, at vi skal have tilført 17 millioner kroner. Det er dejligt, men hvor skal pengene komme fra, siger hun.

Seks kommuner får løft i lægedækningen

År efter år har nordjyske kommuner råbt vagt i gevær over en alvorlig mangel på praktiserende læger.

Men nu lysner det i sundhedstusmørket. Der er nemlig flere hvide kitler på vej til de kommuner, hvor det står værst til.

En ny aftale mellem regeringen og Danske Regioner skal allerede fra årsskiftet sikre flere læger til de områder i landet, hvor manglen er størst, og hvor der samtidig er flest syge borgere.

Det betyder, at Brønderslev, Frederikshavn, Hjørring, Læsø Morsø og Thisted kommuner nu kan se frem til et løft i lægedækningen.

Pirates taber med et brag

Aalborg Pirates fik prygl her til aften, da de spillede mod Herlev Eagles.

Holdet, der elles ligger nummer to i ligaen måtte se sig slået 5-0 af rivalerne.

Trods tabet er Aalborg Pirates dog stadig nummer to i ligaen med 47 point, mens Herlev Eagles nu har 42. Først i ligaen er Herning Blue Fox med 52 point.

På bare et minut lykkedes det i løbet af kampen Herlev Eagles at score mål tre gange. Og således tog Eagles føringen 3-0 og det blev kun værre som tiden gik.

I dagevis har telefonerne været nede hos stort lægehus

Flere nordjyder sim Kim har i løbet af ugen oplevet problemer, når de har forsøgt at komme igennem Alles lægehus.

Over hele landet har det været et problem på grund af en fejl i deres IT-system.

Kim Kronborg skulle mandag have taget en blodprøve fordi han har lidt forhøjet blodtryk, for at finde ud af om han kunne få noget andet medicin - men onsdag har han stadig ikke kunnet få en tid.

Hverken Region Nordjylland eller Alles Lægehus har ønsket at stille op til interview. Alles Lægehus oplyser dog, at telefonerne virker igen.

Flere turister i oktober

Det har været et godt efterår i Nordjylland.

I hvert fald hvis man arbejder med turisme. For der har nemlig været en del flere overnatninger i Nordjylland på både hoteller, vandrehjem, campingpladser og sommerhuse med videre i løbet af oktober.

Faktisk har der været knap 7 procent flere overnatninger i Nordjylland i oktober i år sammenlignet med sidste år. I år har der været 320.495 overnatninger i Nordjylland i oktober. Det viser tal fra Danmarks Statistik.