Fire kørt på sygehuset efter sammenstød på hovedvej
Tirsdag klokken 13.36 var fire personer i tre forskellige biler involveret i et uheld på Aalborgvej mellem Thisted og Fjerritslev.
Alle fire involverede personer blev kørt på hospitalet, og ifølge Rene Carlsen fra lokalpolitiet i Thisted afventer man stadig svar på omfanget af skaderne.
Uheldet skete, da en 56-årig mand holdt på Aalborgvej og ville dreje til venstre ad Højstrupvej, hvor han bor. I den forbindelse overså en mandlig bilist fra Mors den 56-årige mand, hvorfor han kørte op bag i ham. Det resulterede i, at den 56-årige mand blev skubbet frem og over i den modkørende bane, hvor han påkørte en modkørende bilist med to personer fra Aarhus-kanten i.
I forbindelse med uheldet var trafikken påvirket i halvanden time. Klokken 15.00 var der ryddet op på stedet.