Kort Nyt

Ingen PL-medalje til ung thybo

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Kasper Hjort Lousdal var torsdag formiddag i finalen i disciplinen 50 meter salonriffel liggende, hvor han skulle forsøge at få sin første PL-medalje.

Her var han med i et skarpt felt, hvor der var flere tidligere medaljevindere med.

Og det startede skidt ud for den 23-årige thybo, der efter den første serie på fem skud lå sidst ud af de otte finalister.

Samme situation var han i efter anden serie á fem skud, og var derfor under maksimalt pres i den sidste serie, der bestod af to skud.

Her skulle han forsøge at indhente sydkoreanske Jinho Park, der inden finalen stod noteret for to guldmedaljer ved dette års Paralympiske Lege.

Desværre stod det efter 12. skud klart, at Kasper Hjort Lousdal måtte tage til takke med en ottendeplads i finalen, og dermed blev det ikke til en medalje for PL-debutanten.

Kraftig sort røg får beredskab til at evakuere etageejendom

Nordjyllands Beredskab er torsdag kort før middag kørt til Mejerigade i Brønderslev, hvor der er brand i en etageejendom.

Der er kraftig, sort røgudvikling fra en lejlighed, hvor meldingen lyder på, at der er ild i en emhætte.

Derfor er beredskabet i gang med at evakuere bygningen.

Beredskabet skriver på X, at man skal give plads til udrykningskøretøjerne.

Opdateres...

Tyve skaffede sig adgang til villa via orangeri

Der er givetvis en ærgerlig villaejer i Mariager.

Onsdag omkring klokken 13 smadrede ukendte gerningsmænd nemlig en rude i et organgeri på Mariagervej.

På den måde skaffede de sig adgang til huset, og stjal to PH lamper til en samlet værdi af 25.000 kroner.

Hvis man har set noget mistænkeligt i tidsrummet, kan man kontakte Nordjyllands Politi på 114.

Mand blev standset med hestetrailer - men der var et andet dyr i lasten

Det var mere end bare en færdselsforseelse, som lokalpolitiet i Thisted måtte notere en snart 90-årig mand for onsdag eftermiddag.

Det fortæller Henrik Jensen fra lokalpolitiet i Thisted.

Manden kom kørende i sin bil med hestetrailer, da han påkørte et skilt på Sallingsundbroen. Det fik hjulet på traileren til at ryge af, men det forhinderede ikke den snart 90-årige i at køre videre - bare på fælgen.

Da poliet standsede manden, tog de også et kig i mandens hestetrailer. Her fandt de et ikke nærmere defineret antal kalve.

Derfor udviklede det sig fra 'bare' at være en færdselsforseelse til at blive en sag for Tungtvognscenter Nord.

- De skal undersøge, om der er sket en overtrædelse af godstransportbestemmelserne, siger Henrik Jensen.