Tyve på spil: Landmand fik ubehagelig overraskelse, da han satte sig i traktoren
En landmand vågnede tirsdag morgen op til to meget sløve køretøjer i Skaldrup ved Fjerritslev.
To af landmandens traktorer var over natten blevet fuldstændig tømt for brændstof.
En eller flere gerningsmænd havde boret hul i de to tanke og efterfølgende tømt dem for omkring 800 liter diesel.
- Vi ser flere steder, at folk tager på turné. Indtil videre har vi ikke andre sager her i området, lyder det fra Niels Kristensen, der er politikommissær ved Lokalpolitiet i Thisted.
Tyveriet i Skaldrup har fundet sted i tidsrummet mellem mandag aften klokken 23 og tirsdag morgen klokken otte.