Omstridt testcenter kan kun få hjemme to steder
Der er nu kun to placeringer i spil til et nyt nationalt testcenter for kæmpevindmøller.
Det ene ligger i Thy ved Østerild, det andet i Ballum Enge ved Vadehavet i Tønder Kommune.
Hvis det ender med en placering i Frøstruplejren i Østerild, vil en lang række borgere blive tvunget fra hus og hjem.
Det siger Thisteds borgmester, Niels Jørgen Pedersen (V), til TV MIDTVEST.
- Frøstruplejren eksisterer på en særlovgivning, og nu laver man en anden lovgivning om vindmøller. Det er ude af vores hænder, men vi må opfordre til, at flest muligt kan blive boende på deres bopæl, siger han.
60 boliger i fare
Ulrik Iversen, der er talsmand for Foreningen imod kæmpevindmøller ved Bulbjerg, vurderer over for TV MIDTVEST, at op mod 60 boliger kommer i fare, fordi de kommer til at ligge for tæt på de gigantiske møller.
Det gælder blandt andet en række boliger i Hjardemål Klit, ligesom flere boliger i Frøstruplejren har udsigt til at blive eksproprieret.
Læs mere her.