Bibliotekarer har bogudsalg til støtte for Ukraine
Du kan både skaffe dig en ny bog og støtte ofrene i Ukraine på Aalborg Bibliotek torsdag formiddag.
Det skorter ikke på foreninger, virksomheder og ikke mindst privatpersoner, der gerne vil hjælpe ofrene for krigen i Ukraine.
Mange spørger sig selv, hvad man kan gøre for at give en hånd. Det har de ansatte på Aalborg Bibliotekerne også gjort.
- Nu er vi jo et hus fyldt med mennesker, der elsker bøger. Så vi tænkte, at vi ville samle alle de bøger, vi kunne, og lave et bogudsalg til fordel for Ukraine, siger Stine Mejlvang Christensen, som arbejder på Aalborg Bibliotek.
Stor opbakning fra lokale
Hun fortæller, at det ikke kun er Aalborg Bibliotek, der har engageret sig på biblioteket i dag.
- Vi spurgte vores naboer og venner af huset, om de ikke kunne tænke sig at være med, og det ville de gerne. Så vi har lavet et amerikansk lotteri, hvor alle mulige butikker har budt ind med det, de nu kunne donere, som man så kan vinde, ved at købet et lod her, siger Stine Mejlvang Christensen.
Hun er glad for, at villigheden til at hjælpe har været meget stor.
- Jeg har oplevet en kæmpe opbakning til projektet. I løbet af rigtig kort tid, har vi været i stand til at samle en ret stor mængde af både bøger, film og spil, som vi forhåbentlig kan sørge for, kommer godt videre, siger hun.
Bogudsalget startede torsdag klokken 10 på Aalborg Hovedbibliotek.