Greenpeace blokerer for omladning af russisk olie ud for Frederikshavn
Billede et taget af Greenpeace under deres aktion torsdag. Klik på billedet for at se TV2 Nords livesending fra begivenheden.
Den danske regering bør stoppe de såkaldte ship-to-ship operationer ud for Frederikshavn. Det mener Greenpeace, som torsdag formiddag blokerer for, at olie kan omlades fra et tankskib til et andet.
En gruppe aktivister fra Greenpeace agerer torsdag blokade mellem de to store olietankskibe Pertamina Prime og Seaoath, som ligger i Kattegat ud for Frederikshavn.
Greenpeace ønsker at stoppe en omladning af russisk olie, som skulle foregå på dette tidspunkt. Kort før middag ligger tre Greenpeace-folk i kajakker ved agterenden af Pertamina Prime - der foregår ifølge TV2 Nords reporter kommunikation mellem tankskibets besætning og aktørerne.
Blokaden forsøger at påvirke omlastningen af 100.000 tons olie fra Seaoath til Pertamina Prime. Olien kommer fra den vigtige russiske oliehavn Ust-Luga, og når den såkaldte ship-to-ship operation er gennemført, kan den kæmpestore olietanker Pertamina Prime sejle olien videre ud i verden til mulige købere, mens Seaoath kan hente en ny lastning olie i Rusland.
De 100.000 tons olie har en markedsværdi på knap en halv milliard kroner, og er ifølge Greenpeace et klart bevis på, at Danmark kigger på, mens pengene vælter ned i Putins krigskasse.
- Det burde stoppes øjeblikkeligt. Vi vil gerne lægge pres på, så Europa får skåret båndet over til Rusland, siger Sune Scheller, kampagne- og programchef hos Greenpeace.
Flere tons olie omlastes
Ifølge Greenpeace så har 299 olie -og gastankskibe forladt russiske havne siden Rusland indledte krigen mod Ukraine. En del af dem sejler olie og gas til Europa, og når olien skal lastes om fra et tankskib til et andet i dansk farvand, så foregår det hovedsageligt ud for Frederikshavn.
Her finder der årligt omkring 120 ship-to-ship operationer sted. EU har blokeret for operationer, som finder sted med tankskibe, som er på EUs sanktionsliste, men det har langt fra stoppet dem alle. Den seneste uger har der således været flere operationer ud fra Frederikshavn, hvor mange 100.000 tusinde tons olie bliver omlastet.
- Jeg synes, at det er super uheldigt, at vi, når vi på alle leder og kanter som samfund har handlet i sympati med Ukraine, tillader de mange omlastninger, siger Sune Scheller, kampagne- og programchef hos Greenpeace.
- Det er ubegribeligt, at vi skal holde hånden under russisk olie. Jeg kan ikke forstå, at det skal ske i dansk farvand, og det er uforståligt, at man ikke har lukket det ned.
Ikke ulovligt
Ingen af de to store olietankere er på EUs sanktionsliste. Pertamina Prime sejler under Singapore-flag, mens Seaoath har maltetisk flag. Derfor kan olieomladningen frit foregå.
Flere danske firmaer har sagt fra til at deltage i omladninger, og derfor har der de seneste uger været tyske bugser-skibe involveret i omladningerne ud fra Frederikshavn.
Seaoath er ejet af det græske rederi Thenamaris Ships Management INC. Det 244 meter lange og 42 meter bredde tankskib forlod den russiske havneby Ust-Luga med en fuld last olie den 25. marts med kursen sat mod Frederikshavn.
Danmark er et instrument i den russiske oliehandel
Sune Scheller, Greenpeace
Her venter den endnu større tanker Pertamina Prime på at få olien ombord. Pertamina Prime, som er ejet af det indonesiske selskab PT Pertaminia Inernational Shipping, ankom til position ca. 15 kilometer ud fra Frederikshavn den 22. marts, og i sidste uge modtog tankeren den første omladning olie.
Det skete, da det græske tankskib Minervo Kalisto lastede 100.000 tons olie ombord, og når operationen torsdag formiddag efter planen var fuldført, så ville Pertamina Prime havde 200.000 tons olie ombord til en markedsværdi på op mod en millard kroner. Olie som tankeren ifølge Greenpeace vil sejle til Indien med.
Vil blive ved tankskibene
PT Pertamina International Shippings administrerende direktør har ifølge det internationale nyhedsbureau Reuters ingen problemer med at købe den russiske olie. Hun sagde i mandags, at Pertamina så en god mulighed for at købe russiske olie til en god pris, og at selskabet ikke ser nogle problemer i handlen, så længe det selskab, de handler med, ikke er ramt af sanktioner.
Aktivisterne fra Greenpeace håber at forhindre olieomladningen i at finde sted, og de planlægger derfor at blive ved tankskibene så længe som muligt.
- Danmark er et instrument i den russiske oliehandel. Det kan vi ikke forstå. Danmark skal ikke aktivt hjælpe Rusland, siger Sune Scheller, kampagne- og programchef hos Greenpeace.