Bookmakernes dom: Thomas Kastrup-Larsen er sikret endnu en periode
Foto: TV2/Nord
Oddsene ser gode ud for Aalborgs socialdemokratiske borgmester Thomas Kastrup-Larsen forud for kommunalvalget den 21. november.
Valgdebatterne kører i disse dage på højtryk på skærmen hos TV2 Nord og ude i de lokale forsamlingshuse. Og mens valgkampen spidser til, kan Thomas Kastrup-Larsen (S) ifølge bookmakerne hos NordicBet trygt læne sig tilbage.
Her er han nemlig en af fem borgmestre, der står som de bedste investeringer.
Hvis man stoler på bookmakerne, får man pengene 1,03 gange igen, hvis Thomas Kastrup-Larsen får lov at fortsætte som borgmester i Aalborg Kommune.
Udover Thomas Kastrup-Larsen (S) er det borgmesterkandidat i Aarhus Jakob Bundsgaard (S), Ib Kristensen (V) i Billund, Martin Damm (V) i Kalundborg og Erik Buhl (V) i Varde, der kan glæde sig til at tage borgmesterkæderne om halsen om to uger, skriver NordicBet i en pressemeddelelse.
- Kommunalvalg kan være en ganske svær størrelse at forudsige, fordi de ofte er præget af lokale dagsordner og studehandler i kulissen. Kigger vi på de fem omtalte borgmestre, så vurderer vi dog, at de sidder meget sikkert. Det skyldes en blanding af deres parlamentariske grundlag og deres evne til at profilere sig i embedet, siger NordicBets pressechef Thomas Holm.
Hvor Thomas Kastrup-Larsen (S) ligger lunt i svinget, er modkandidat Tina Frenchs (V) chancer mere usikre. Ifølge bookmakerne får man pengene hele 12 gange igen, hvis venstres borgmesterkandidat får posten.
Hvem er borgmester i Aalborg efter kommunalvalget 2017?
Thomas Kastrup Larsen (S) 1,03
Tina French Nielsen (V) 12
Anden kandidat 20
Kilde: NordicBet