Costa del Rærup: Venstre-kandidat går til valg på en sandstrand

Nyopstillede Lotte Bibi Back fra Venstre går til valg på en sandstrand, som allerede er delvist finansieret.

En nyopstillet byrådskandidat, der allerede har fået sin helt egen, lokale mærkesag vedtaget, før vedkommende overhovedet er valgt ind i byrådet, hører vist til sjældenhederne.

Ikke desto mindre er det faktisk ved at lykkes for Lotte Bibi Back, som stiller op for Venstre i Aalborg Kommune. Hun har nemlig fået en million kroner til sin mærkesag - en sandstrand lige ned til Limfjorden ved Rærup lidt uden for Vodskov.

- Min tanke er, at vi skal have ryddet op i den losseplads hernede ved vandkanten, og så skal vi have fyldt noget sand på, siger Lotte Bibi Back og peger ned mod betonbrokkerne, der lige nu gør det ud for strand.

Til den ene side er der udsigt til Nordjyllandsværket, og til den anden er det Aalborg Portland, man først får øje på. Men Lotte Bibbi Back er overbevist om, at det, der måske ikke ligefrem er nogen postkortstrand, nok skal blive en succes, og pengene er næsten på plads.

Nu mangler hun bare at overbevise sine naboer i Rærup om, at det er en god idé. Ved den lokale Rema1000 blev der onsdag grinet lidt af idéen.

- Strand, udbryder Jan Andersen spørgende, da han bliver præsenteret for forslaget.

- Okay. Der kan man bare se. Hvor ligger den henne, tilføjer han efter en kort tænkepause.

Heller ikke Carl Leck er helt overbevist om, at sådan en idé kan blive til noget.

- Arrrgh det er vel ikke vedtaget, spørger han TV2 Nords udsendte.

Den første million er på plads.

- Så giver jeg sgu den næste million, kommer det fra Carl Leck.

Hvornår en idyllisk sandstran kan være en realitet ved Rærup er endnu ikke afklaret.


Seneste nyt

fra Nordjylland