Konservativ borgmesterkandidat genvalgt med klapsalver
Foto: TV2/Nord
Thomas Krarup blev uden modkandidater tirsdag aften valgt som Konservatives borgmesterkandidat i Aalborg.
Konservative i Aalborg holdt tirsdag aften opstillingsgeneralforsamling hvor man blandt andet skulle finde partiets borgmesterkandidat til kommunalvalget i 2017 samt udpege en eller flere folketingskandidater.
At vælge borgmesterkandidaten til valget næste år skulle ikke tage forsamlingen lang tid, for Thomas Krarup, der er Ældre- og Handicaprådmand i Aalborg Kommune, var eneste kandidat til posten. Han er i øvrigt også eneste konservative medlem af byrådet.
- Der var ingen afstemningen, men han blev valgt ved samtykke og blev modtaget med klapsalver, fortæller Michael Klitgaard Mikkelsen, der er formand for Konservative i Aalborg.
På dagsordenen var også opstilling af op til tre kandidater til et kommende folketingsvalg. Konservative i Nordjylland har hidtil været opstillet med en håndfuld kandidater i Nordjyllands Storkreds, men til næste valg skal hver kreds kunne stille med en kandidat.
Der er tre kredse i Aalborg Kommune, så partiet håber, når et folketingsvalg engang bliver udskrevet, at kunne stille med fuldt hold. Tirsdag aften blev der dog kun fundet en enkelt kandidat. Morten Thiessen, der også var blandt de opstillide ved valget i 2015, genopstiller.
- Vi ved ikke, om det er realistisk at stille med tre kandidater her i Aalborg. Det skal være nogen, der har lyst til det, og også gerne nogen, der i nogen grad er kendte ansigter, fortæller Michael Klitgaard Mikkelsen.
- Det kommer også an på, hvornår der bliver udskrevet valg.
Inden da er det heller ikke besluttet hvilken af de tre Aalborg-kredse Morten Thiessen skal stille op i.