08:01

Politikere, der går "tiggergang" hos vælgerne for at få finansieret deres valgkampagner er et fænomen, der nu også er nået til Nordjylland

Foto: Jesper Bo Winther

1 af 2

Kritik af KV-kandidat: "Tigger" penge til valgkampagne

En politiker, der går "tiggergang" hos vælgerne for at få finansieret sin valgkampagne, deler vandene i Venstre i Aalborg Kommune.

Forud for kommunalvalget i næste måned er byrådskandidater for Venstre i Aalborg Kommune røget ud i en diskussion. De er nemlig stærkt uenige om brugen af frivillige bidrag på MobilePay fra vælgerne.

Diskussionen er opstået, fordi en 44-årig nyopstillet kvinde, Maja Torp fra Gug, har startet en indsamling på Facebook.

- En moderne valgkampagne kræver, at man synlig ude i bybilledet. Derfor er det nødvendigt, især som ny kandidat, med bannere, plakater og merchandise at dele ud af til valgmøder. Det koster altså alt sammen, siger Maja Torp om årsagen til, at hun har oprettet indsamlingen.

Det samme har Klaus Hjulmand fra Liberal Alliance i Frederikshavn valgt at gøre. Han har til gengæld kun fået positive tilkendegivelser for sit initiativ. 

Læs også Dyr valgkamp: Ikke unormalt at kandidater selv samler ind

- Først og fremmest mangler man som kandidat altid midler til at føre valgkamp, og samtidig synes jeg, det var en sjov måde at gøre opmærksom på mig selv ved at gøre det på en anderledes måde og inddrage folk, fortæller Klaus Hjulmand.

Men dén fremgangsmåde kunne Venstre-kandidat Ole Friis fra Vejgaard aldrig drømme om at benytte sig af. 

- Folk må køre valgkamp som de vil, men det er bare overhovedet ikke min stil at tigge penge for at promovere mig selv. Hvis man sætter en masse flotte billeder op af sig selv, uden der er nogle budskaber for de penge, man får samlet ind, så fjerner det i høj grad fokus fra det politiske, siger Ole Friis.

En ekspert i digital kommunikation vil spændt følge med i hvordan Maja Torps indsamling, eller "tigger-kampagne", kommer til at udvikle sig.

- Alle ved, at man skal bruge penge i en valgkamp, men det er megasvært at vurdere, hvornår det bliver for meget tiggeri. Men jeg tror godt, at hvis Maja Torp kan bruge det her rigtigt, så kan hun få noget folkelighed, siger Thomas Thomsen.  

Efter de første 14 dage er der sat 11.650 kroner ind på Maja Torps MobilePay-konto, der står registreret i vælgerforeningens navn.