Stand-up og fadøl: Borgmesterkandidater jagter de unge stemmer
En stor del af stemmerne til det kommende kommunalvalg kommer fra vælgere der aldrig har stemt i Aalborg før
Jagten på borgmesterposten i Aalborg er sat i gang, men kampagnen bliver grebet meget forskelligt an af de to kandidater, Tina French og Thomas Kastrup-Larsen.
Hun har hverken været i reklamesøjler på busser eller skænket fadøl til fester. De borgerliges borgmesterkandidat i Aalborg Kommune, Tina French (V), håber, at de mange nye vælgere i Aalborg vælger ud fra deres politiske synspukter.
- Jeg tror på, at de unge sætter sig ind i den politik, vi har som politiske partier. Jeg tror ikke, at de lader sig købe af stand-up shows og fadøl. Så jeg har stor tillid til, at de unge foretager et fornuftigt oplyst valg, siger Tina French.
Tina French henviser til den nuværende borgmester Thomas Kastrup-Larsen (S), der både har skænket fadøl til fester og hjulpet studerende med at flytte. Selvom det ikke handler meget om politik, så kan borgmesteren have foretaget et fornuftigt træk.
- Jeg tror, det har en stor effekt hos de unge mennesker, og dem, som kommer til byen som nye tilflyttere og ikke kender ansigterne i den lokale politik i forvejen, siger Niels Nørgaard Kristensen, lektor på Institut for Statskundskab på Aalborg Universitet.
Torsdag aften har borgmester Thomas Kastrup-Larsen inviteret byens unge til stand-up på Ulla Terkelsen London i Aalborg, men han mener ikke, det handler om at score stemmer hos de unge
- Det er ikke vigtigt for mig. Det, der er vigtigt for mig, er at være, hvor menneskerne er, være i øjenhøjde med dem og høre, hvad der ligger dem på sinde, siger Thomas Kastrup-Larsen.
Hvor mange af de fremmødte unge, tror du, har styr på dine politiske budskaber?
- Det er netop pointen. De har måske ikke styr på det, men ved, at de kommer her, så kan jeg få en snak med dem, så de kan få styr på mine politiske budskaber og komme med noget til mig, siger Thomas Kastrup-Larsen.
Aalborgs unge skal stemme på deres favoritkandidat til borgmesterposten den 21. november, når der er kommunalvalg.