Mogens Gade fortsætter som borgmester i Jammerbugt

Mogens Gade og Venstre har absolut flertal i Jammerbugt Kommune.

Mogens Gade kan fortsætte som borgmester i Jammerbugt Kommune. Med 46,5 procent af stemmerne har Venstre absolut flertal med 14 mandater ud af 27 pladser i byrådet.

- Vi er stolte og glade over resultatet. Vi har arbejdet knaldhårdt for det her. Det har været en hård kamp, men som har givet et fantastisk godt resultat, siger Mogens Gade (V).

Socialdemokraterne går lidt tilbage i forhold til valget i 2013. Partiet med Jens Christian Golding i spidsen får 27,1 procent af stemmerne svarende til ni mandater. 

 

- Vi har traditionelt et rigtig godt samarbejde med Socialdemokraterne, det skal vi også have i næste byrådsperiode. Vi vil prøve at lave en bred konstituering, ligesom vi plejer at gøre, selvom vi har det absolutte flertal, siger Mogens Gade.

Jens Christian Golding (S) ville gerne have rykket mere ved mandatfordelingen.

- Vi er da lidt trætte af resultatet, fordi 14 mandater det er absolut flertal, og det må vi se, hvordan vi så kan arbejde med, siger Jens Christian Golding. 

liveblog

KV17 - Jammerbugt

 


Seneste nyt

fra Nordjylland