Sag om Læsø Kur splitter Socialdemokraterne i to
Foto: Per Frank Paulsen (Arkivfoto)
Flere prominente lokalpolitikere på Læsø har forladt Socialdemokratiet for at danne egen liste efter en sag om millionbevilling til Læsø Kur
Et kurbad på Læsø har ført til stridighed og splittelse i Socialdemokratiet på Læsø kort tid inden kommunalvalget i november.
Debatten har fået en gruppe af socialdemokratiske lokalpolitikere, blandt andet formanden for lokalforeningen, til at melde sig ud af partiet for i stedet at danne Læsø Listen.
Sagen drejer sig om Læsø Kur, der har tilholdssted i Vesterø Havnekirke, hvor Realdania, der står bag kurbadet, bad om 1,5 millioner kroner fra kommunen til reparationer.
Det gik byrådet med til efter en afstemning for tre uger siden, hvor viceborgmester i Læsø Kommune og socialdemokrat, Folmer Hjort Kristensen, bidrog med den afgørende stemme.
Det fik fire socialdemokratiske lokalpolitikere til at forlade partiet, fordi de ikke mener, det er bæredygtigt at investere i Læsø Kur.
- Det har til dato været en stor underskudsforretning, og hvis vi går med til det her, kan vi blive ved med at smide penge i det. Vi ønsker ikke, at det skal gå ned, men vi synes ikke, vi kan blive ved med at bruge penge på det, siger den tidligere formand for partiforeningen, Erling Strøm Mortensen.
Vender tilbage, når Folmer er ude
Han fortæller, at de resterende socialdemokrater på Læsø i 2013 gik til valg på, at Læsø Kur skulle kunne klare sig selv, og de derfor ikke kan stå ved at bruge flere penge på det. Men Folmer Hjort Kristensen mener, at det er investeringen værd, da Læsø Kur omsætter for mellem otte og ni millioner kroner årligt.
- Det vigtigste for Læsø er arbejdsplader, for ellers har vi slet ingen kommune. Når kurbadet er renoveret, vil det kunne klare sig selv, og kommunen er ude af det, siger Folmer Hjort Kristensen.
Erling Strøm Mortensen og de andre lokalpolitikere vil gerne vende tilbage til Socialdemokratiet, men det kan først blive, når Folmer Hjort Kristensen har forladt partiet.
- Mette Frederiksen (formand for Socialdemokratiet) har endda ringet privat for at høre, om ikke vi kunne finde ud af noget, og det kunne vi ikke, så nu er vi i to lejre. Vi er allesammen enige om, at den dag, Folmer han stopper, så er vi tilbage i folden, siger Erling Strøm Mortensen.
De socialdemokrater, der har meldt sig ud foruden Erling Strøm Mortensen er Lars Vilsen, Flemming Hansen og Pauli Andersen.