Væltet Læsø-borgmester raser: Det har været personligt
Foto: Anders Ekström
Tobias Birch Johansen og Venstre endte med at forlade forhandlingerne.
Tobias Birch Johansen mener, at personligt fnidder-fnadder koster ham borgmesterposten.
Øjnene stråler af raseri, da Tobias Birch Johansen fra Venstre konkluderer, at partiet ikke længere vil være en del af forhandlingerne. Efter et oplæg fra Dansk Folkeparti, Læsø Listen og Socialdemokratiet, som Tobias Birch Johansen kalder ”useriøst”, vælger Venstre at gå hjem.
Oplægget betyder ifølge Tobias Birch Johansen, at Venstre ikke vil få nogen indflydelse – på trods af, at de blev det største parti på Læsø med 37,1 procent af stemmerne.
- Jeg er skuffet på vælgernes vegne. At man kan tillade sig at sætte hver tredje vælger ud af spillet – det er dæleme noget skidt. Hvis jeg kunne have gjort det bedre, så havde jeg gjort det, siger han.
Tobias Birch Johansen er overrasket over konstitueringen, fordi han selv har været stolt over kommunalbestyrelsen de sidste fire år. Han mener, at det er blevet personligt.
- Jeg tror, det er konspirationsteorier om at jeg skulle være en svindler, der har splittet det hele af de seneste fire år. Det må være sådan noget, siden man vil sætte os helt uden for indflydelse, lyder den skarpe udmelding.
Kort tid efter Venstre gik hjem, kom udmeldingen om, at Karsten Nielsen fra Dansk Folkeparti blev borgmester – og tilmed den første borgmester fra Dansk Folkeparti i hele landet. Læs mere her: