Svend Jørgensen vil i byrådet: - Udvikling har altid interesseret mig
Tidligere sparekassedirektør Svend Jørgensen går ind i kommunalpolitik.
Svend Jørgensen stiller op for Det Konservative Folkeparti i Vesthimmerlands Kommune til kommunalvalget i november.
- Det er rigtigt, at jeg stiller op. Og jeg håber også at blive valgt, siger Svend Jørgensen.
65-årige Svend Jørgensen er i dag folkepensionist, men har i 25 år været direktør i Sparekassen Himmerland. En karriere, der stoppede brat, da han i 2011 blev anholdt og sigtet for grov kursmanipulation i forbindelse med en handel mellem Sparekassen Himmerland og Ebh Bank. Svend Jørgensen har i dag landsrettens ord for at være frikendt.
Det, der var godt for kommunen, var også godt for sparekassen, så udvikling har altid interesseret mig. Nu er jeg pensionist, men har stadig samme interesser.
Svend Jørgensen, byrådskandidat, Konservative, Vesthimmerland
- Det er et afsluttet kapitel i mit liv, som tog seks år, og nu må vi se fremad, siger han.
Svend Jørgensen har siddet i bestyrelsen i Aars Erhvervsråd i 30 år, og har været formand i næsten alle årene. Han var med til at tage initiativ til Himmerlands Udviklingsråd, hvor han også har været med igennem 20 år. Og netop erhvervsmæssig udvikling er grunden til, at han nu går ind i politik.
- Det der altid har interesseret mig, er udvikling erhvervsmæssigt. Jeg har været aktiv hele livet for at få udviklet først Aars og derefter Vesthimmerland. Det, der var godt for kommunen, var også godt for sparekassen, så udvikling har altid interesseret mig. Nu er jeg pensionist, men har stadig samme interesser, siger Svend Jørgensen.
Hvis den tidligere bankdirektør bliver valgt ind i byrådet, vil han arbejde for erhvervsmæssig udvikling, nye bosætningsmuligheder og infrastruktur, siger han til TV2 Nord.
Svend Jørgensen fik henvendelsen fra Det Konservative Folkeparti i maj, og har siden funderet over forespørgslen, som altså endte med, at han takkede ja til at blive partiets kandidat.
- Hvis jeg på nogen måde kan yde et lille bidrag til, at Knud Kristensen kan fortsætte som borgmester i Vesthimmerlands Kommune, så vil jeg gerne det. Om jeg så bliver valgt eller ej, det må vi se hvordan går på valgnatten.
Ernst Pinstrup Sørensen, der er formand for Konservative i Vesthimmerland, er tilfreds med at have fået Svend Jørgensen som byrådskandidat.
Alle, der har bare lidt forstand på det, de ved, at den sag aldrig skulle have været rejst.
Svend Jørgensen, byrådskandidat, Konservative, Vesthimmerland
- Jeg er helt sikker på, at det positive fylder langt den største del, og der er rigtig mange mennesker, der kender Svend og hans arbejde for hele området. Så jeg er helt sikker på, at hans omdømme vil være positivt. Mange har haft positive oplevelser med ham. Han har udviklet den sparekasse fra lille sparekasse til hvad den er i dag, siger Ernst Pinstrup Sørensen.
Om sit renomme efter retssagerne tænker Svend Jørgensen selv, at det er fortid.
- Jeg håber da på, at dem der skal stemme, kan se, at for det første er jeg total frikendt sammen med alle de andre, der var sigtet. Og alle, der har bare lidt forstand på det, de ved, at den sag aldrig skulle have været rejst. Og det håber jeg, at vælgerne kan gennemskue, og det tror jeg, at de kan, slutter han.