Nye Borgerlige går efter byrådspladser

Partiet Nye Borgerlige stiller op for første gang nogensinde op til valget i november, og særligt i Vendsyssel stiller det nye parti talstærkt op.

I Frederikshavn og Hjørring kommuner finder man således 20 af partiets i alt 28 kandidater i Nordjylland til kommunalvalget.

Nye Borgerliges spidskandidat i Hjørring Frode Larsen har valgbilen klar til den kommunale valgkamp. Han er en af Nye Borgerliges 12 kandidater til kommunalvalget i Hjørring Kommune.

quote Traditionenen har været sådan, at når man stiller op første gang i kommunalpolitik, så er det rigtig svært at få fodfæste, og det vil jeg også vurdere, at det er her

Johannes Andersen, valgforsker, Aalborg Universitet

- Jeg tror helt sikkert på, at hvis vælgerne vil, så får vi to mandater ind. Det vil vi være tilfredse med, siger Frode Larsen.

Det nye parti er dermed det tredje størst opstillede parti målt på antal kandidater i Hjørring. Også i Frederikshavn har partiet et stort hold kandidater med otte mand på listen, og her erkender den nye kandidat Birthe Rugholm at det bliver svært at komme ind. 

- Vi er helt nye, og det er begrænset, hvad vi har gjort os bemærket med i Frederikshavn, siger Birthe Rugholm.

Nye Borgerlige er også på stemmesedlerne i Aalborg, Jammerbugt og Thisted med i alt otte kandidater. Ifølge valgforsker Johannes Andersen får det nye parti svært ved at få fat kommunalpolitisk. 

quote Jeg har nok et socialdemokratisk hjertet, men min hjerne siger Nye Borgerlige. Den går bare ikke den her med alle de penge, som vi bruger på dem, som kommer til Danmark

 Birthe Rugholm, byrådskandidat, Frederikshavn Kommune

- Traditionenen har været sådan, at når man stiller op første gang i kommunalpolitik, så er det rigtig svært at få fodfæste, og det vil jeg også vurdere, at det er her, siger valgforsker Johannes Andersen.

I Hjørring er Frode Larsen også partiets borgmesterkandidat. Han har siddet 13 år i byrådet i den gamle Løkken-Vrå Kommune for en lokalliste og Fremskridtspartiet. Han går til valg på store ændringer på skole- og ældreområdet.

- Pengene er der. Man skal bare omprioritere, og jeg vil omprioritere meget. Jeg tror, at man kan spare meget på lederstrukturen på skolerne, siger Frode Larsen.

I Frederikshavn kommer Birthe Rugholm også med politisk erfaring. Hun er tidligere byrådskandidat for Centrum Demokraterne. 

- Jeg har nok et socialdemokratisk hjertet, men min hjerne siger Nye Borgerlige. Den går bare ikke den her med alle de penge, som vi bruger på dem, som kommer til Danmark, siger Birthe Rugholm.

Det nye parti får trods de mange kandidater vanskelig ved at få en kommunalpolitisk platform, mener Johannes Andersen.

- Det der skulle ske var, at Dansk Folkeparti virkelig snuplede, så man kunne tage nogle vælgere der, og at de Konservative også snupler, men det er der ikke noget, som tyder på, lyder vurderingen fra Johannes Andersen.

Med 12 kandidater i Hjørring og otte i Frederikshavn stiller Nye Borgerlige stærkt op til kommunalvalget til november

Seneste nyt

fra Nordjylland