LIGE NU:

Kystmilliard skal sikre Danmarks kyster mod havet

Regeringens kommende finanslovsforslag vil indeholde mere end en milliard kroner til at beskytte de mest udsatte kyster. Det er næsten en fordobling af kystbeskyttelsen.

Regeringen lægger op til at bruge næsten dobbelte så mange penge på at beskytte kysterne mod erosion. Men kommunerne skal også selv til lommerne.  

Flere steder langs den jyske vestkyst er kystbeskyttelsen blevet tyndslidt. Alene på strækningen mellem Nymindegab og Lodbjerg er der over 10.000 huse og værdier for mere end 11 milliarder kroner, der risikerer at blive oversvømmet, hvis kystbeskyttelsen på strækningen ikke vedligeholdes og styrkes.

Regeringen lægger derfor i sit forslag til finansloven for 2019 op til en storstilet indsats, hvor midlerne til at sikre de mest udsatte dele af Danmarks kyst næsten fordobles. Det skriver Miljø- og Fødevareministeriet i en pressemeddelelse. 

- Der er behov for, at vi handler nu og får genopbygget det tabte, så byer, huse og infrastruktur bag klitterne ikke bliver oversvømmet. Det hårde vejr har i mange år slidt på kystbeskyttelsen, og det vil vi nu råde bod med en massiv investering, siger miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen. 

Skrænten i Lønstrup er revnet flere steder, og ejerne bliver tvunget til at holde sig fra deres sommerhuse.
Skrænten i Lønstrup er revnet flere steder, og ejerne bliver tvunget til at holde sig fra deres sommerhuse.
Foto: Michael Schmidt

I dag er der fire fællesaftaler langs den jyske vestkyst til øst om Skagens gren, som staten finansierer sammen med syv kommuner. I de nuværende fællesaftaler fra 2014 til 2018 har der været afsat 96,9 mio. kroner hvert år. Det beløb vil regeringen lade stige til 184,6 mio. kroner årligt fra 2020 til 2024.

I 2019 forlænges de nuværende fællesaftaler med uændret finansiering fra staten. I alt vil regeringen bruge ca. 1,1 mia. kroner på fællesaftalerne fra 2019-2024.

Dobbelt udfordret kyst

I Danmark er den enkelte grundejer som udgangspunkt selv ansvarlig for at kystbeskytte sin egen ejendom. I over 100 år har staten dog finansieret kystbeskyttelse ved Vestkysten. Siden 1983 er det sket gennem de fire fællesaftaler med syv kommuner. 

Områderne med fællesaftaler er kendetegnet ved at være Danmarks mest udsatte. Ved Vestkysten er der både størst nedbrydning og samtidig risiko for oversvømmelser af det store bagvedliggende bagland.   

Kort over fællesaftalestrækninger. KLIK FOR AT SE STORT KORT. 
Kort over fællesaftalestrækninger. KLIK FOR AT SE STORT KORT. 
Foto: Miljø- og Fødevareministeriet

- I dag tager havet hvert år flere meter af den centrale del af den jyske vestkyst. Det skal standses. Regeringen forventer, at kommunerne nu også graver dybere i deres lommer. Kystmilliarden er en tiltrængt investering i fremtiden for at beskytte mennesker og store samfundsværdier mod havets kræfter, siger Jakob Ellemann-Jensen.

Som noget nyt vil regeringen også afsætte 60,6 millioner kroner til en pulje, der kan søges af kommuner til delvis finansiering af diger ved Vadehavet og kommunale helhedsløsninger.

Puljen vil blive fordelt med 30,3 mio. kroner i hvert af årene 2020 og 2021.

De kommende fællesaftaler og den endelige medfinansiering fra kommunerne skal forhandles i løbet af efteråret. 

Fakta om fællesaftalerne