Fårehyrder sørger for at holde Læsøs natur ved lige
På Læsø forsøger de at værne om øens unikke natur og prøver derfor at holde planter som vadegræs og hybenrose nede. Får er vilde med at spise de invasive planter, og derfor har lodsejere på øen iværksat et hyrdeprojekt, som de håber kan vokse sig stort.
Det plejede at være maskiner, der blev brugt til at gøre kål på hybenroserne på Læsø, men nu gør en flok på 350 får arbejdet.
- Hybenrosen er jo eftertragtet blandt får, siger fårehyrde Per Pedersen.
Han hyrder fåreflokken sammen med Simone Engelsted Jensen, der er i gang med sin anden sæson som fårehyrde på Læsø. Et job, hun fik ad omveje, men som hun er blevet forelsket i.
- Det er jo en oplevelse i sig selv at gå herude med dyrene og arbejde med hundene, siger Simone Engelsted Jensen.
Får og kvæg er gode naturplejere
Det er tredje år i træk, at der bliver brugt får til at lave naturpleje på Læsø. I de første to år finansierede Naturstyrelsen og Læsø Kommune projektet, men nu er det såkaldte LIFE-projekt forbi. Læsø Lodsejerforening har dog ønsket at holde fast i fårehyrderne.
- Natur skal plejes, og den plejer ikke sig selv. Roserne tager over på et tidspunkt, og vi kan se, at inden for hegnet, hvor vores Galloway-kvæg går, der holder de roserne og anden vegetation nede, og det gør, at vi holder arealet lysåbent, siger Per Pedersen.
Fåreflokken skal vokse
Hyrderne styrer fåreflokken rundt på et 100 hektar stort areal, hvor Galloway-kvæget ikke kan gå. Fårenes form for naturpleje er meget skånsom.
- Jeg håber på, at det vinder lidt frem, fordi der er mange, der er ved at få øjnene op for, at det faktisk er en god idé, siger Simone Engelsted Jensen.
Ud over at pleje naturen agerer hyrderne også naturvejledere, og håbet er, at både antallet af får og hyrder stiger i fremtiden.
- Vi skulle gerne op på 1000 eller 1200 får, og det er ikke bare på sydenden af øen, men også mod øst og på nordkysten, siger Per Pedersen.