Lægedækningen er sikret: 4 læger på vej til Læsø
Region Nordjylland har indgået en længerevarende aftale med fire praktiserende læger, der skal drive Regionsklinik Læsø.
Til trods for store problemer med mangel på praktiserende læger rundt omkring i hele Nordjylland, kan regionen nu endelig præsentere nogle gode nyheder.
Lægedækningen er sikret på Læsø, efter Region Nordjylland har indgået en aftale med fire speciallæger i almen medicin om drift af Regionsklinik Læsø.
Det skriver Region Nordjylland i en pressemeddelelse tirsdag.
- Jeg glæder mig over, at det er lykkedes os at sikre en langsigtet løsning på lægedækningen på Læsø. For patienterne vil det betyde, at de vil møde de samme ansigter, når de kommer i klinikken – også fordi det kendte klinikpersonale, der allerede i dag arbejder i klinikken, fortsætter, siger regionsrådsformand Ulla Astman (S) i pressemeddelelsen.
De fire læger vil danne et fælles team, der sikrer lægebemandingen i klinikken. Sammen er de ansvarlige for den løbende faglige udvikling og tilbuddet til patienterne i samarbejde med klinikkens øvrige personale. De indgår ligeledes i samarbejdet med Læsø Kommune.
De fire læger er Jørgen Peter Ærthøj, Stig Irvin Petersen, Mikkel Anthonisen og Jesper Rødtnes. Lægerne har lang erfaring fra det danske sundhedsvæsen og glæder sig til at betjene borgerne på Læsø, skriver Region Nordjylland i pressemeddelelsen.
Lægerne starter 1. marts.