Lysbilledapparat startede brand i villa

Brandvæsnet på Læsø måtte søndag eftermiddag rykke ud til en brand i Vesterø.

Det var formentlig en kortslutning i et lysbilledapparat, der søndag eftermiddag betød at der udbrød brand i en villa på Præstevejen i Vesterø på Læsø.

- Der gik ild i apparatet som væltede ned på et gulvtæppe og antændte det, fortæller indsatsleder Anker Juul.

Hjemmets beboere var heldigvis hjemme, og ved at kaste et tæppe over ilden og spule ilden med vand fra en haveslange, blev ilden så godt som slukket inden brandvæsnet nåede frem.

- Der var kun efterslukning og udluftning tilbage, da vores folk kom frem, fortæller indsatslederen.

Nu venter en større opgave for skadeservice, for hele førstesalen i villaen fik røg- og sodskader ved branden.