Nu er der hjælp til grundstødt fragtskib

Natten til fredag stødte et fragtskib på grund ved Læsø. Der har det siddet fast lige siden. I dag forsøges skibet trukket fri.

Et 200 meter langt fragtskib, Hakata Queen, sejlede natten til fredag på grund syd for Læsø. Her har det siden da været strandet. I dag er bjærgningsprocessen påbegyndt. Det fortæller den vagthavende officer hos Maritime Assistance Service, der hører under Værnsfælles Forsvarskommandos Operationsstab. 

Fredag kiggede Forsvarets skib Mette Miljø til det grundstødte fragtskib for at sikre, at der ikke var sket noget udslip i forbindelse med grundstødningen. I weekenden har et bjærgningsselskab set på skibet og stykket en plan sammen for, hvordan det skal hjælpes fri. 

- Det står åbenbart ret godt fast, skibet. Mandag formiddag er de i gang med at flytte ballast og pumpe luft i tanken, fortæller vagthavende hos Maritime Assistance Service. 

Det forventes, at bjærgningsselskabet ved 13 tiden mandag forsøger at trække fragtskibet fri. 

Skibet, der ifølge Maritime Danmark sejler med sojabønner, var på vej fra San Lorenzo i Argentina til Gdansk i Polen, da det af endnu ukendte årsager stødte på grund, hvor det lørdag formiddag stadig ligger.

 


Seneste nyt

fra Nordjylland