VM for krigsveteraner sparket i gang på Læsø
Læsø er i denne uge vært for den helt nye internationale fodboldturnering, VM for krigsveteraner. Turneringen skal give veteranerne fred og ro i sindet.
Læsø er i denne uge vært for den helt nye internationale fodboldturnering, som de kalder for, VM for krigsveteraner.
Torsdag tjekkede det danske, norske og russiske landshold ind på Læsø. Klar til at deltage i verdensmesterskaberne i fodbold for krigsveteraner. Turneringen er den første af sin slags for krigsveteraner.
Turneringen er skabt for at skabe et fællesskab for alle dem, der har været udsendt og som er kommet hjem som forandrede mennesker.
Med til turneringen er både veteraner og aktive soldater.
- Jeg har mange kollegaer, som har haft diverse problemer med udsendelser, og jeg synes, det er en god sag at tage over og støt, og spille med nogen, der måske har det lidt svære end jeg har det, fortæller Mads Raeder, der er anfører for det danske veteran landshold.
Arrangøren bag er Tom Jæger, der kom hjem fra udsendelse i 1995. Han har tidligere stiftet fodboldholdet FC Granatchok.
- Jeg har gjort det, fordi der hele tiden har manglet et eller andet for veteraner, når de kom hjem. Jeg kom hjem i 1995, det er efterhånden mange år siden, og der er stadig ikke sket noget, fortæller Tom Jæger.
Torsdag aften spillede det danske landshold deres første kamp ved turneringen. Et lokalopgør mod vores nordiske naboer fra Norge.
Kampen blev en målrig affære, der endte 5-5. Et resultat de danske veteraner er godt tilpas med, efter at have været godt og grundigt nede i sækken efter at have været bagud med hele 4 mål.
En god første dag til VM for krigsveteraner gik dermed på hæld. Men TV2 Nord report havde lige et sidste spørgsmål til Tom Jæger.
Hvorfor skal VM for krigsveteraner afholdes på Læsø?
- Der er ro. Kan du ikke høre det?, siger Tom Jæger til slut.