Kort Nyt

Bløder millioner: Gigantunderskud hos kurbad på Læsø

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

En ny strategi med flere sær-ophold for gæsterne kan sikre overskud om få år, mener den nyansatte kur- og hotelchef.

Velvære, ro og forkælelse er der ikke meget af hos Læsø Kur og Helse Aps for tiden. Selskabet bag kurbadet har netop afleveret sit regnskab for 2022 – og det er fyldt med blodrøde tal.

Et underskud på 1.258.216 kroner.

Udover millionunderskuddet har selskabet også ædt så meget af sin egenkapital, at den nu er negativ på -586.526 kroner.

- Underskuddet er genereret på basis af et år, hvor vi har haft det rigtigt svært. Vi synes, vi har klaret os godt igennem på trods af de udfordringer, der har været. Vi er kommet ud på den anden side med skindet på næsen, siger Elsebeth Røhl-Grønbech, der er Kur- og Hotelchef hos hos Havnebakken Læsø Kur- og Badehotel.

Krig og høje priser dræner

Bestyrelsen erkender i regnskabet, at kurbadet var stærkt udfordret sidste år.

- 2022 blev et hårdt år for Læsø Kur og Helse. I foråret var der igen en periode, hvor Corona afstedkom stort fald i besøgstal og manglende indtjening, står der i regnskabet.

Også krigen i Ukraine, de stigende energipriser og færre turister var også med til at dræne pengekassen.

Tror på sundt regnskab

Hos Læsø Kur og Helse Aps er man også på jagt efter flere og nye investorer for at rette op på de blodrøde tal.

- Vi har allerede fået flere fine investorer med ombord. Så dem, vi har rakt ud til, har vist fin interesse, så det er en god start. Det er jo uudforsket land for os, men det går godt indtil videre, siger Kur- og Hotelchefen.

Og går det hele op i en højere enhed, så kan der være et sundere regnskab på vej til Læsø Kur og Helse Aps.

- Hvis vi tager den meget optimistiske hat på, håber jeg på, at der maksimalt går to år, før vi er ovenpå. Det er vores forhåbning, siger Kur- og Hotelchef Elsebeth Røhl-Grønbech.

HER ER DE VIGTIGSTE TAL FRA REGNSKABET 2022

  • Egenkapitalen er på -586.526 kroner.

  • Soliditetsgraden er på -32,15 %, og virksomheden skylder mere væk end værdien af aktiverne.

  • Samlet gæld udgør 2,41 millioner kroner.

  • Balancesummen er faldet i løbet af året og udgør 1,82 millioner kroner i 2022 mod 3,7 millioner kroner sidste år.

  • Det frie cash flow er på 9.687 kroner – det er dermed faldet med -1,07 millioner kroner i forhold til 2021.


Kilde: Regnskab fra Læsø Kur og Helse Aps

Kraftig sort røg beredskab til at evakuere etageejendom

Nordjyllands Beredskab er torsdag kort før middag på vej til Mejerigade i Brønderslev, hvor der er brand i en etageejendom.

Der er kraftig, sort røgudvikling fra en lejlighed, hvor meldingen lyder på, at der er ild i en emhætte.

Derfor er beredskabet i gang med at evakuere bygningen.

Beredskabet skriver, at man skal give plads til udrykningskøretøjerne.

Opdateres...

Tyve skaffede sig adgang til villa via orangeri

Der er givetvis en ærgerlig villaejer i Mariager.

Onsdag omkring klokken 13 smadrede ukendte gerningsmænd nemlig en rude i et organgeri på Mariagervej.

På den måde skaffede de sig adgang til huset, og stjal to PH lamper til en samlet værdi af 25.000 kroner.

Hvis man har set noget mistænkeligt i tidsrummet, kan man kontakte Nordjyllands Politi på 114.

Mand blev standset med hestetrailer - men der var et andet dyr i lasten

Det var mere end bare en færdselsforseelse, som lokalpolitiet i Thisted måtte notere en snart 90-årig mand for onsdag eftermiddag.

Det fortæller Henrik Jensen fra lokalpolitiet i Thisted.

Manden kom kørende i sin bil med hestetrailer, da han påkørte et skilt på Sallingsundbroen. Det fik hjulet på traileren til at ryge af, men det forhinderede ikke den snart 90-årige i at køre videre - bare på fælgen.

Da poliet standsede manden, tog de også et kig i mandens hestetrailer. Her fandt de et ikke nærmere defineret antal kalve.

Derfor udviklede det sig fra 'bare' at være en færdselsforseelse til at blive en sag for Tungtvognscenter Nord.

- De skal undersøge, om der er sket en overtrædelse af godstransportbestemmelserne, siger Henrik Jensen.