Brian og Maria åbnede antikforretning på Læsø - nu er der alt andet end møbler
Foto: Flix Productions
Brian og Maria Buch åbnede Læsø Antik & Retro, efter Maria fik en arbejdsskade på jobbet som pædagog i 2013.
Det begyndte med en antikforretning, men hurtigt greb det om sig. Parret Maria og Brian Buch er nogle af de læsøboere, vi møder i serien Læsø Tur/Retur på TV2 Nord Salto.
Læsø Tur/Retur har premiere på TV2 Nord Salto onsdag 6. januar. Du kan dog allerede nu se hele serien lige her på tv2nord.dk/tv. Første afsnit kan du desuden finde nederst i artiklen.
Brian Buch må højst få to ideer ad gangen. Først når ideerne er ført ud i livet, må han finde på noget nyt. Sådan er aftalen mellem ham og konen Maria Buch, som ejer Læsø Antik & Retro.
For Brian kommer konstant på nye påfund. Det er Læsø Antik & Retro beviset på. Det, der i år 2013 begyndte som en lille antikbutik, har hurtigt vokset sig til noget andet og større.
- Vi er efterhånden alt andet end vores navn, og jeg tror, at nogle folk bliver overraskede over, hvad det er, når de kommer her, siger Brian Buch.
Samtalen, der gav Brian sved på panden
Det lå ikke ligefrem i kortene, at Brian og Maria Buch skulle åbne en antikforretning. Men da Maria, der er uddannet pædagog, fik en arbejdsskade i 2013, måtte hun og Brian, der arbejdede som brugsuddeler, tænke i nye baner.
Antikforretningen ved Byrum rummer i dag både en grillbar, en minigolfbane, en hoppepude, en kamel ved navn Polle og mange andre dyr.
Dagen inden parret skulle åbne grillbaren, havde de en samtale, der gav Brian koldsved. Hør den her:
Fører barndomsminderne ud i livet
Det er ikke altid, at Brians ideer møder lige stor opbakning fra Maria.
- Da Brian fik den idiotiske ide at lave en minigolfbane, tænkte jeg, at der ikke var nogen i Danmark, der gad spille minigolf, siger Maria Buch.
Men det var der, og i dag er minigolfbanen et hit blandt de besøgende.
Brian tror også på, at folk gerne vil grave efter guld, sådan som han selv gjorde, da han var barn. Derfor står en aktivitet med guldgravning højt på ønskelisten over nye projekter i Læsø Retro & Antik.
- Det er mine barndomsminder, jeg prøver at føre ud i livet, siger Brian Buch.
Kæmper for tilflyttere
Læsø er med sine blot 1800 indbyggere landets mindste kommune, og i serien Læsø Tur/Retur møder vi en lang række læsøboere, der får øen til at hænge sammen, og som kæmper for at få folk til at vælge Læsø til - blandt andet Stina Andersen, der er ansat som tilflytningskonsulent, og som skal tiltrække nye beboere til øsamfundet.
- Det gælder om at sprede det gode budskab og være synlig og tilgængelig, så folk ved, hvordan de kan få fat i mig, fortæller Stina Andersen, der til daglig holder til på turistkontoret.
Hun ved udmærket godt, at det er en stor beslutning at rykke teltpælene op og slå sig ned på Læsø.
- Man skal være klar til at flytte til en ø, der ligger halvanden time ude i Kattegat. Hvis ens familie på fastlandet ligger syg, så kan du ikke bare lige smutte afsted, hvis moder natur ikke vil det, siger hun.
Stina Andersen blev selv født på Læsø og flyttede med familien til fastlandet som fireårig. 35 år efter er hun vendt hjem – og her trives hun.
- Jeg er stolt læsøbo, siger hun.
Se det første afsnit af Læsø Tur/Retur lige her – og se mange flere spændende programmer på tv2nord.dk/tv.