De drømte om at finde lykken på øen: - Måske var vi for naive
Peter og Caroline Mortensen rykkede familien til Læsø, da Peter fik jobbet som øens landbetjent. Det har været en omvæltning på godt og ondt.
Se første afsnit i anden sæson af ”Strisser på Læsø” nederst i artiklen eller på TV 2 PLAY.
- Det er politimanden og arkæologen, der kaster sig ud som to humlebier og håber på, at de kan flyve.
Sådan siger Caroline Mortensen, inden hun bukker sig ned for at fjerne ukrudtet mellem jordbærplanterne på marken.
TV2 Nord er igen på Læsø for at møde familien, der skiftede rækkehuset i Rødovre ud med en landejendom i Danmarks mindst befolkede kommune.
Parret tog springet i 2021, da Peter Mortensen havde fået jobbet som øens landbetjent efter en 25 år lang karriere ved politiet - senest som kriminaltekniker ved Rigspolitiet.
I første sæson af "Strisser på Læsø", som du kan se ved at klikke her, fortalte Peter og Caroline om den store omvæltning, det var at flytte til den lille ø i Kattegat med blot 1800 indbyggere.
Dengang havde Caroline, der er uddannet arkæolog, fået job som sagsbehandler ved kommunen.
Caroline kunne dog mærke, at der skulle ske noget andet. Derfor tog hun endnu et vildt spring. Et spring, der krævede mange overvejelser.
Hun sagde op ved kommunen og blev i stedet økologisk landmand. Nu står hun i spidsen for det økologiske landbrug Læsø Mølle.
- Vi har altid sagt, at vi synes, at folk, der er selvstændige, er lidt småvanvittige at kaste ud i det, siger Peter Mortensen og griner.
Travl sommer
Peter Mortensen er fortsat landbetjent og trives i jobbet som Læsøs eneste betjent. Med Carolines økologiske landbrug har familien fået endnu mere at se til, og sommeren har været travl.
Faktisk så travl, at det indimellem har været for meget. For som selvstændig landmand er der altid noget at kaste sig over. Især i sommersæsonen.
- Det har clashet med, at vi hellere ville holde ferie med vores børn. Det har givet nogle konflikter oppe i hovedet på os og har klemt os mere, end vi egentlig brød os om, siger Peter Mortensen.
Oprindeligt var idéen med at flytte til Læsø blandt andet at få mere tid til familien.
- Den romantiske drøm, vi tog herover med, er ikke gået i opfyldelse den her sommer, for der har simpelthen været for travlt.
Forskellen på Læsø og Rødovre
I de to år, familien har boet på Læsø, har de også oplevet, hvordan det lille øsamfund adskiller sig fra det, de kendte i Rødovre.
- Kønsrollerne er mere kridtet op herovre, og det er lidt specielt, for det har vi ikke været vant til. Vi er ligeværdige og kan de samme ting, siger Peter Mortensen.
For eksempel oplever Caroline at blive omtalt som ”økobetjentens kone” og ikke ”Caroline”.
- Der kan det godt clashe. Der er for eksempel mange, der synes, det er enormt sjovt, at det er Peter, der laver aftensmad herhjemme, siger Caroline Mortensen.
For eventyrlystne?
Familien havde forberedt sig på, at det ville være en omvæltning at bosætte sig under anderledes rammer end det, de var vant til på Sjælland. Men at omvæltningen ville være så stor, havde de alligevel ikke set komme.
- Vi var måske for naive, da vi tænkte, at vi sagtens kunne flytte til et lille sted og bidrage med det, vi har, siger Caroline Mortensen.
Alligevel gør de, hvad de kan, for at bidrage. Selvom der er travlt med opgaverne som landbetjent og med det økologiske landbrug, prioriterer familien at deltage i de ting, der foregår i lokalsamfundet.
De har blandt været med til at starte spejder op på øen, og de er med, når der bliver afholdt begivenheder.
Det er noget, der gør indtryk på de lokale.
- Peter er nok noget af det bedste, vi kunne få som landbetjent på Læsø. Han og hans kone er superengagerede i frivillige tiltag, og det har rigtig meget at sige, siger Tina Gry Lindskou, der er førtidspensionist.
På trods af at tilværelsen på øen ikke har været helt så rosenrød, som familien drømte om, er de ved at falde til på Læsø.
- Jeg er stadigvæk glad for at være her, og jeg er stadigvæk glad for de mennesker, vi har mødt herovre, men tanken har indimellem været, at vi måske har været for eventyrlystne, siger Peter Mortensen.
Se meget mere i anden sæson af ”Strisser på Læsø”. Første afsnit kan du finde herunder – og har du endnu ikke set første sæson, så klik her.