- Det' en hugorm! Lummert vejr lokker forårskåde slanger frem

Klimaforandringerne gør, at hugormene kommer tidligere frem.

Der er lærken, martsviolen, den hvide anemone og citronsommerfuglen. Det er forårsbebuderne, og det lyder næsten poetisk. Ja, og så er der... hugormen. 

Hugormen har altid været et klart tegn på, at foråret var her. Men de seneste år, er den lille slange kommet foråret i forkøbet.

Således også i år, hvor Jannie Thomsen på en gåtur ved Storedal på Læsø i lørdags spottede det godt camouflerede dyr.

- Det er faktisk første gang, jeg har set en levende hugorm herovre, og jeg har boet her i over 20 år. Så jeg syntes da bare, det var et flot syn, men også lidt skræmmende, siger Jannie Thomsen.

Se Jannies video af hugormen på Læsø:

Efter gåturen slog hun et billede af hugormen op i Facebook-gruppen 'Folk der elsker Læsø', og i kommentarsporet kan man tydeligt se, at folk er overraskede over, at dyret er set så tidligt på året.

Hold øje med særligt fænomen

Og det er ikke så mærkeligt, at folk undrer sig. For ser man 20-30 år tilbage i tiden, kom hugormen først senere på året, fortæller naturvejleder Esben Buch, det er dog ikke usædvanligt i forhold til de seneste år.

- Det er da tidligt, men vi har set det de sidste par år. Klimaet har jo ændret sig og med det gode vejr, vi havde lørdag, så kommer de frem, siger Esben Buch. 

Hugormen er et vekselvarmt dyr, så det ligger i dvale i koldt vejr og bevæger sig, når de er varmet op. Ifølge naturvejlederen er der også en særlig grund til, at de kommer frem nu.

- Hannerne kommer frem, efter de har været i dvale, og solbader, fordi solen er med til at moden deres sædceller. Så kommer hunnerne som regel lidt efter, og så kører det hele derudaf, siger Esben Buch. 

Hugorm har ofte en karakteristisk zigzag-stibe ned langs ryggen.
Hugorm har ofte en karakteristisk zigzag-stibe ned langs ryggen.
Foto: Privatfoto: Jannie Thomsen

Han fortæller også, at man kan opleve et særligt fænomen med hugormen, når de har været fremme et par uger. Her finder de nemlig steder, hvor de kan kile sig fast for eksempel under en enebærbusk, og så trækker de hammen af sig selv. Derfor kan man finde ham liggende rundt omkring.

5 ting du (måske) ikke vidste om hugorme

  • Omkring 400 personer bliver bidt af hugorme i Danmark om året.

  • Det er oftest mænd, der bliver bidt. Kun en ud af 10 bidte er et barn eller kvinde. 

  • Hugormen er fredet og må ikke fanges eller slås ihjel. Dog har man lov til det, når de træffes i umiddelbar nærhed af boliger og skønnes at udgøre en risiko.

  • I områder med hugorme er det en god idé, at både børn og voksne har gummistøvler på, da hugormens tænder ikke så nemt kan bide igennem det tykke plastik.

  • Siden 1900 er syv personer døde af hugormebid i Danmark.

Kilder: Miljøstyrelsen, Sundhed.dk og Videnskab.dk

Skal man være bange? 

Det er nok ikke alle, der vil være glade for at støde på den lille giftslange, men ifølge Esben Buch, er der ikke grund til at frygte dyret.

- De er ret sky. Din skygge kan faktisk skræmme dem væk. Men man skal have respekt for dem og holde afstand, siger Esben Buch.

I artiklen her kan du læse mere om, hvad du skal gøre, hvis du møder en hugorm eller bliver bidt:

Selvom Jannie Thomsen var imponeret over at møde en hugorm, betød mødet, at gåturen blev omlagt til en anden rute.

- Vi havde to hunde med, som blev holdt på god afstand. Det endte med, vi tog et andet sted hen. Der er jo ikke nogen, der har lyst til, at ens hund bliver bidt, siger Jannie Thomsen.


Seneste nyt

fra Nordjylland