Færgerute mellem Læsø og Gøteborg er et skridt nærmere

50.000 rejsende vil hvert år kunne rejse mellem Gøteborg og Læsø, hvis en færgerute bliver en realitet. Læsø Kommune har nu henvendt sig til Gøteborg Kommune og inviteret til samarbejde, skriver Göteborgs-Posten.

En færgeforbindelse mellem Læsø og Gøteborg kan blive en realitet. Det svenske færgeselskab Stena Line har udvist interesse for at åbne en rute mellem Østerby på Læsø og Gøteborg samt en rute mellem Østerby og Frederikshavn, som skal sejle i sommerhalvåret.

Læsø Kommune har søgt om hjælp fra EU, og nu har kommunen så rakt ud til Gøteborg og inviteret til samarbejde, skriver Göteborgs-Posten.

Gøteborgs direktør for byudvikling, Magnus Sigfusson, håber på at kunne mødes med repræsentanter fra Læsø snart.

- For Gøteborg er det her først om fremmest et spørgsmål, som kan være interessant ud fra et turistperspektiv. Jeg vil gerne se på, om Gøteborg skal være med – og på hvilken måde, siger han til Göteborgs-Posten.

 
 
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord

Kan transportere 50.000 passagerer årligt

TV2 Nord har tidligere fortalt om Stena Lines overvejelser om en rute mellem Læsø og Gøteborg.

- Jeg kan bekræfte, at der har været diskuteret en mulig rute mellem Göteborg og Læsø samt en rute mellem Læsø og Frederikshavn, men der er endnu ingen konkrete planer eller aftaler på plads, sagde Carl Mortensen, presseansvarlig hos Stena Line, i oktober 2019.

quote Det er et kæmpe projekt, der kan være altafgørende for Læsøs fremtid.

Tobias Birch Johansen, Færgeselskabet Læsø

Her kunne Læsøs viceborgmester og formand for Færgeselskabet Læsø, Tobias Birch Johansen fra Venstre, desuden fortælle, at dialogen allerede begyndte for nogle år siden.

- Vi ser indtil videre på det med meget positive øjne. Hvis det kan føres ud i livet, satser vi på det. Det er et kæmpe projekt, der kan være altafgørende for Læsøs fremtid. Det kommer til at øge turismen og vil give øen en bedre økonomi, sagde Tobias Birch Johansen i oktober 2019.

Hvis planerne falder på plads, kan færgeruterne etableres relativt hurtigt. Formanden for Færgeselskabet Læsø vurderer, at det vil tage cirka 18 måneder at bygge en havn i Østerby, som kan rumme færgerne, og han håber, at der allerede kan sejle færger fra Østerby til Sverige og Frederikshavn i 2021.

Den nye linje anslås at kunne transportere 50.000 passagerer årligt, bekræfter Stena Lines presseansvarlige overfor Göteborgs-Posten.


Seneste nyt

fra Nordjylland