Læsø jubler over vaccinecenter på øen: - Vi burde hejse flaget

Alle 11 kommuner i Nordjylland får egne vaccinationssteder.

På Læsø har kommunens ældre- og omsorgschef været bekymret for, at beboerne på øen skulle til Aalborg for at blive vaccineret mod coronavirus

De bekymringer er nu byttet ud med glæde og lettelse efter Region Nordjylland kunne melde ud, at der oprettes nye vaccinationssteder i alle 11 nordjyske kommuner i stedet de kun tre vaccinationscentre i hele regionen, der først var planlagt.

Nu får altså også Læsø deres eget vaccinationscenter. Derfor skal byens borgere over 65 år, der får personlig pleje og praktisk hjælp i kommunen, ikke tage færgen halvanden time til fastlandet for derefter at transportere sig videre til Aalborg for at få det længe ventede stik. Nu kan de i stedet blive i de trygge rammer på Læsø.

- Det så super gode nyheder. Vi burde hejse flaget, siger ældre- og omsorgschef i Læsø Kommune, Helle Carlsson Kunckel Christensen.

Flokimmunitet var i fare

Udsigterne til at borgerne på Læsø skulle vaccineres i Aalborg vagte bekymringer på øen. Specielt med tanke på, at de næste i vaccinekøen er de borgere, der har brug for hjælp og tryghed i dagligdagen og derfor ikke selv ville kunne transportere sig til vaccinecentrene på fastlandet.

I stedet skulle kommunen være behjælpelig med transport, der ville skulle starte tidligt om morgenen for at nå færgen til fastlandet klokken seks om morgenen, muligvis med udsigt til ikke at kunne nå den sidste færge hjem til øen, fordi borgerne skulle observeres på vaccinecenteret, og fordi færger i vinterhalvåret ikke sejler nær så ofte som om sommeren.

- Den usikkerhed ville ikke give tryghed, siger Helle Carlsson Kunckel Christensen.

I stedet kan de nu se frem til at kunne blive vaccineret tæt på eget hjem i Byrum, hvor vaccinecentret enten kommer til at være i sundhedshuset eller i Byrum Hallen, hvor en læge, borgerne kender, vil stå for vaccinationen og i løbet af en time, vil de kunne være tilbage hjemme ved dem selv.

- Der er himmelvid til forskel, så vi er meget glade, siger Helle Carlsson Kunckel Christensen.

- Jeg har snakket med nogen her til morgen (fredag, red.), der var frustrerede over, at de skulle til Aalborg for at blive vaccineret, og derfor ikke ville have vaccinen. Hvis det blev sådan, så ville vaccineraten blive lille hos os, og vi vil have svært ved at opbygge flokimmunitet her på øen. Blandt plejehjemsbeboerne, der vaccineret her på øen, er vaccineraten 96, så vi har meget bedre mulighed for at opnå flokimmunitet ved at vaccinere her på Læsø, siger Helle Carlsson Kunckel Christensen.

Parat til opgaven

Opgaven med at vaccinere beboerne på øen er de klar til at tage til sig på Læsø, og inden længe vil de med et vaccinecenter på øen kunne have vaccineret alle af de i alt 1.800 beboere på øen, der ønsker at få vaccinen.

- Vi glæder os, siger Helle Carlsson Kunckel Christensen.

Fra næste uge vil der i Danmark være to vacciner i vaccinationsprogrammet efter at Moderne-vaccinen er blevet godkendt. Det oplyser Sundhedsstyrelsen fredag.


Seneste nyt

fra Nordjylland