Ø-hop med gratis færger

Cyklister og og gående skal kunne rejse gratis til de danske øer.

Regeringen foreslår nu, at det skal være gratis for gående og cyklister at sejle til de danske øer i juli. Forslaget skal være med til få gang i den danske økonomi igen efter coronakrisen. Blandt cyklister ved en af dagens færgeafgange fra Frederikshavn til Læsø blev det forslag hilst velkommen.

- Jeg synes, det ville være en rigtig god ide, så danskerne de kan komme ud og opleve, hvor skønt det er at være på ferie her i Danmark. Vi skulle have været på ferie i Italien, og når ikke vi kan komme til Italien, så må vi tage Læsø, siger Marian Gyldenberg, som TV2 Nord mødte kort inden afgang til Vesterø.

Se og opleve Danmark

Forslaget kommer fra transportminister Benny Engelbrecht. Det skal give endnu flere danskere en mulighed for at holde en god sommerferie herhjemme.

- Hensigten er jo, at danskerne gerne skulle have en god sommer og måske også komme ud og besøge nogle af de hjørner af Danmark, man måske ikke ville komme ud og besøge, siger transportminister Benny Engelbrecht til TV2.

I juli sidste år sejlede næsten 8500 gående passagerer retur mellem Frederikshavn og Læsø. Godt 1450 havde cykler med.
På Læsø skabte forslaget fra transportminister Benny Engelbrecht glæde.
- For at sige det på godt jysk, så er vi rigtig godt tilfreds med det. Vores forretninger kan få fyldt kassen op og så sige, at det har været en nogenlunde ordentlig sæson, siger borgmester Karsten Nielsen til TV2 Nord.

Vi møder borgmesteren på havnen i Vesterø, og både ham og øens turistchef glæder sig over forslaget.

- Vi hilser da velkommen, at der nu er fokus på de små øer i hjælpepakkerne også, og gratis det er jo dejlig nemt at kommunikere, påpeger turistchef på Læsø Gitte Melchiorsen.

Forlæng perioden til og med august

Læsøs turistchef kom samtidig med en opfordring til regeringen. Forlæng perioden for de gratis billetter for gående og cyklister til også at gælde i august og sensommeren, fordi Læsø faktisk allerede er næsten fuld booket i juli.
- Vi har jo kun den kapacitet, vi nu engang har, så vi har et stærkt fokus her på Læsø for at se, om ikke vi kan få forlænget sæsonen, så vi kan få indhentet noget af det, vi har tabt i foråret, siger Gitte Melchiorsen.

Forslaget om de gratis færger for gående og cyklister er endnu ikke behandlet på Christiansborg, og det forventes at blive endnu en del af regeringens såkaldte sommerpakke.

SE INDSLAG:

 

Seneste nyt

fra Nordjylland