Per blev ramt af blodprop - nu kører han kun tuk tuk
I Nordjylland er der solgt omkring 200 tuk tuk'ere i de senere år.
- Det var godt, vi var 10 deltagere, som tog rundt og så hele Læsø.
Sådan lyder det fra Per Skov fra Løgstør, som fra 10. til 13. august var samlet med andre ejere af den trehjulede bil - tuk tuk.
For fire år siden blev han ramt af en blodprop, som ændrede hele hans liv.
Han kunne ikke længere køre bil, men heldigvis var der en løsning, så Per fortsat kunne komme rundt og opleve landet.
En tuk tuk kræver nemlig ikke kørekort.
Nu mødes han med andre med en tuk tuk rundt i landet - senest på Læsø.
- Man bliver klogere af at deltage, fordi man udveksler faglige erfaringer, og så finder man ud af, hvad der er bedst at køre i, fortæller Per Skov.
Træf giver erfaringer
Han købte sin første tuk tuk i 2020, og den anderledes måde at transportere sig på, krævede noget tilvænning.
- Jeg kørte over Aggersundbroen, da jeg var fuldstændig grøn. Jeg kørte bare. Men når man er så grøn, skal man ikke køre i et blæsevejr. Inden jeg når til Aggersborg, så røg jeg nemlig lige over på siden.
Siden har han fået noget mere erfaring og glæde for sin tuk tuk. Men han er allerede ved at kigge på en ny og bedre model.
Tuk tuk'en skal også kunne holde til noget, for Per Skov tager gerne til så mange tuk tuk-træf som muligt.
Han har både været i Thy og Hadsund, mens han stadig har træffet på Ærø til gode.
- Jeg vil gerne med næste år, selvom det er langt at køre.
Og årsagen til hvorfor han fortsætter er simpel:
- Man tager erfaringer med, så andre ikke skal dumme sig.
Per Skov skal dog ikke vente længe, før han har mulighed for næste tuk tuk-træf. 1. september kommer de trehjulede biler forbi Brønderslev Marked.
- Jeg vil gerne med, men jeg ved ikke, om jeg når det. Når jeg det, så kommer jeg helt sikkert, slutter han.