Retssag: Pædagog nægter at have krænket børn
Foto: Arkivfoto: Jesper Christiansen
Den 34-årige mand er tiltalt for 10 tilfælde af blufærdighedskrænkelse mod børn i alderen 7-9 år.
En 34-årig mand afviste at have rørt og befølt 10 piger på numse, bryster og kønsdele, mens han var ansat som pædagog på Læsø Skole.
Sagen mod den 34-årige mand begyndte i dag ved retten i Hjørring. Her er manden tiltalt for i en periode på mere end halvandet år fra sommeren 2017 til 18. marts 2019 at have blufærdighedskrænket 10 piger på mellem 8 og 10 år.
- Jeg har aldrig lagt hånden forkerte steder på børn, da det kunne misforstås, sagde den 34-årige mand, da han afgav vidneforklaring.
Manden, som blev uddannet pædagog i 2013, fik i sommeren 2017 ansættelse på Læsø Skole som skolepædagog. Han skulle ifølge jobbeskrivelsen fungere som ekstra støtte i undervisningen, ligesom han var i SFO'en på skolen.
Børnene fik klap på skulderen
Den 34-årige mand så sig selv som en varm og kærlig person med et roligt sind. Han beskrev sig selv som den sjove og skøre type, som tit og ofte gav børnene et klap på skulderen og et skub med albuen.
Sagen mod den 34-årige mand begyndte den 26. marts sidste år. Her modtog Nordjyllands Politi den første anmeldelse om blufærdighedskrænkelse på Læsø Skole. Fire dage tidligere var den 34-årige blevet suspenderet af ledelsen på Læsø Skole.
Ifølge anklageskriftet mod den 34-årige har han krænket en pige på Læsø Skole ved flere gange uden på tøjet at have rørt hende på baller, lår og i skridtet. Krænkelsen skulle være foregået om morgenen i SFO'en på skolen.
Den 34-årige afviste, at han skulle have gjort det.
- Måske har jeg lagt en hånd på hendes skulder, sagde han i retten.
Nye anmeldelser tre og en halv måned senere
Tre og en halv måned senere kom der yderligere otte anmeldelser om blufærdighedskrænkelse mod den 34-årige mand. Den skete den 3. juli, mens det 10. forhold om blufærdighedskrænkelser mod pigerne blev anmeldt 17. juli. Han nægter sig også skyldige i de forhold.
Ifølge anklagen mod ham, så har pigerne, som alle var omkring 8-9 år på gerningstidspunkt forklaret, at han har masseret dem ved forskellige lejligheder på skolen og blandt andet i forbindelse med det, skulle han have rørt dem på baller, bryster og i skridtet.
I nogle af tilfældene er berøringen foregået uden på tøjet, mens andre har forklaret, at den 34-årige rørte dem under tøjet. Forholdene skulle være begået i både puderummet på SFO'en på Læsø Skole og i forskellige undervisningssituationer.
En pige havde ifølge anklager Janni Nørgaard forklaret, at den 34-årige mand satte hænderne ind under hendes tøj og ned i bukserne, mens hun og klassen så en film. Pigen har forklaret, at hun sad bagerst i lokalet, og den 34-årig pædagog skulle så være gået bag hende for at begå krænkelserne.
Tiltalte: Pigerne har måske snakket sammen
Den 34-årige nægtede også, at den episode skulle have fundet sted. Anklager Janni Nørgaard ville vide, om han havde et bud på, hvorfor pigerne fortalte om episoderne. Han forklarede, at den første pige, som meldte ham, kunne have en kreativ måde at puste tingene op på, og det var måske det, som var sket.
- Hun har snakket med de andre piger, og så har de siddet og er blevet enige om, at det var sådan, at det var sket, forklarede den 34-årige mand.
Derudover havde han ingen ide om, hvor beskyldningerne kom fra. Han mente ikke, at der var nogen, som var sure ham.
Der er afsat yderligere fem retsdage til sagen, og der ventes at falde dom 13. februar. Den 34-årige risikerer op til fire års fængsel, hvis han findes skyldig.