Lollandshus-forsvarer: Helt uforståelig dom
Foto: Daniel Mikkelsen
Dommen i Lollandshus-sagen er helt forkert, mener forsvareren til den tidligere plejehjemsleder.
Den tidligere leder på Lollandshus plejehjem blev tirsdag kendt skyldig i grov forsømmelse af sit arbejde som leder. En dom, der er helt uforståelig, mener forsvarer Poul Gudberg.
- Hun har ikke gjort sig skyldig i noget som helst, og da slet ikke i overtrædelse straffelovens paragraf 157 om misligholdelse af offentlig stilling. Man havde 71 plejehjemsbeboere, hvoraf de 25 er groft demente, og det sætter kommunen 3 nattevagter til at passe. Hvis den tidligere leder havde sat en af dem til at føre øget tilsyn med den 85-årige, hvem skulle så have passet resten? Derfor mener jeg ikke, hun har haft en kinamands chance for at gebærde sig anderledes end hun gjorde, siger forsvarer Poul Gudberg.
Retten har lagt vægt på en samlet vurdering. At den 85-årige blev fastspændt var ikke i sig selv nok til at dømme for grov forsømmelse, men fordi den tidligere leder hverken sørgede for øget tilsyn eller gav instrukser til de ansatte, blev lederen fundet skyldig. Her mener Poul Gudberg dog også, der er noget helt galt.
- Der er ikke nogen som helst tilsynsforpligtelse i Aalborg Kommune. Det har kommunen selv givet besked om forud for sagen. Desuden var det en fra personalt, der fastspændte den 85-årige, og den ansatte vr bekendt med, hvordan man bruger selen, siger Poul Gudberg.
Nu overvejer den tidligere plejehjemsleder, om hun vil anke dommen. Hun har fjorten dage til at beslutte sig. Imens frygter forsvarer Poul Gudberg, at sagen her vil få betydning ude på andre plejehjem.
- Jeg synes dommen er farlig. Det kan få stor betydning. Tænk på alle de plejehjemsledere, der nu går rundt og frygter for at sætte en fod forkert og risikere at ryge i retten med en straffelovsovertrædelse. Det er helt forkert.