Nyt i Lollandshussag: Leder tiltalt for grov forsømmelse

Lederen er tiltalt, efter en 85-årig kvinde døde efter fastspænding sidste år.

Lederen af plejehjemmet Lollandshus i Aalborg er tiltalt i straffelovens § 157 for groft at have forsømt sit arbejde som leder af plejehjemmet, idet hun den 29. oktober sidste år traf beslutningen om at fastspænde en 85-årig dement kvinde, der var beboer på plejehjemmet, til sin seng om natten med en blød stofsele.

Lederen undlod i følge anklageskriftet at indhente den tilladelse fra Aalborg Kommune, som kræves efter servicelovens § 128. Desuden sørgede lederen ikke for øget tilsyn af beboeren eller gav personalet instruktioner omkring fastspændelsen.

Fastspændingen endte med, at den 85-årige blev kvalt og få timer efter døde på sygehuset.

Anklager ved Nordjyllands Politi Susanne Hansen oplyser, at der er nedlagt påstand om bødestraf.

Retsmødet sker den 18. august klokken 9.


Seneste nyt

fra Nordjylland