2014

Drømmen om Made in Denmark

Golfturneringen Made in Denmark har hentet nogle af de største golfstjerner til Himmerland fire år i træk. Den har genereret millioner til Nordjylland i form af turisme og job, men på grund af uenighed om støttekroner fra Region Nordjylland og politisk tovtrækkeri bliver 2017 det sidste år, turneringen bliver spillet i Gatten. Få hele overblikket over en af de største sportssucceser i Nordjylland her.

- Det er en drøm af en mulighed, der nu bliver virkelig.

Sådan sagde Lars Larsen, JYSK-milliardær og ejer af Himmerland Golf & Spa Resort i Vesthimmerland, da han i maj 2013 kunne offentliggøre, at han havde hentet Europa Tour-turneringen til Danmark.

Made in Denmark var en realitet og løb med hjælp fra frivillige og stærke sponsorer af stablen i Gatten første gang i august 2014.

81.000 tilskuere var til stede og 360 millioner seere verden over kiggede med over tre dage - blandt andet da kronprins Frederik begav sig ud med Thomas Bjørn, Tom Kristensen og Lars Larsen selv, og især da skotske Marc Warren blev turneringens første vinder. Efterfølgende blev den første Made in Denmark kaldt en himmerlandsk folkefest og betegnet som en kæmpe succes. 

00:41 Luk video

Takket være sponsorernes garantier om økonomisk støtte til turneringen i tre år var der ikke meget at rafle om - også i 2015 ville der blive spillet verdensklassegolf på Backtee Course ved Gatten. Men de rolige vande, turneringen var stævnet ud på, skulle snart blive mere oprørte.

2015

År 2 - Succesen gentages med publikumrekord

Allerede et år før anden omgang af Made in Denmark skulle spilles i august 2015, kunne arrangørerne med glæde meddele, at 3000 billetter til turneringen var solgt. Og den svære to'er endte da også med at sætte publikumsrekord.

Næsten 90.000 tilskuere så med i løbet af turneringens tre dage, hvor kronprins Frederik igen kastede royal glans over foretagendet ved Pro-Am-turningen forud for den egentlig turnering.

Danske Thomas Bjørn havde sørget for at Ryder Cup-vinderen Darren Clarke med til Himmerland til at sprede lidt stjernestøv over turneringen.

Det endte dog med at blive engelske David Horsey, der løb med sejren, da han sluttede med imponerende 13 under par. Nordjyske Søren Kjeldsen var ellers snublende tæt på sejren, men nogle dårlige putts på de sidste huller sendte ham ned på en delt andenplads.

Da turneringen var spillet færdig, var der stadig ro på bagsmækken rent økonomisk - men det skulle snart ændre sig.

 

2016

År 3 - Balladen begynder

- Jeg kan ikke kan samarbejde med useriøse halv-løgnere eller hel-løgnere.

Lars Larsen

Det, der skulle have været et tredje jubel-år for Made in Denmark, hvor programmet skulle udvides med musikfestival, endte med at drukne i politisk tovtrækning og beskyldninger om løgn og svigt. Og det endda inden, turneringen overhovedet var gået i gang.

For Lars Larsen, ophavsmanden til golfturneringen, begyndte jorden nemlig at ryste under ham, da Region Nordjylland i begyndelsen af 2016 luftede tanker om ikke at støtte turneringen for tredje år i træk. Noget, Dyne-Larsen ellers mente at have fået lovning på, da han gjorde det indledende arbejde i 2013.

Men 1. marts tikker en besked ind: Region Nordjylland trækker sit sponsorat, der ellers lød på 7,5 millioner kroner. Det slår bunden ud af pengekassen på Made in Denmark, og får Lars Larsen til at harselere:

- Hvis Region Nordjylland ikke vil eller ikke kan være med i år, så bliver Made in Denmark flyttet i 2017. Om ikke andet, så af den grund at jeg ikke kan samarbejde med useriøse halv-løgnere eller hel-løgnere, for det er jo det, de er. Om vi så skal flytte turneringen helt til København, så gør vi det. 

00:54

Made in Denmark splitter regionsrådet

Luk video

I månederne efter fulgte en lang diskussion i regionsrådet, som var dybt splittet. Den ene halvdel var for støtten, den anden imod. Regionsrådsformand Ulla Astman nægtede at have lovet golfturneringen støtte for tre år og mente i øvrigt, at en starthjælp på op imord 17 millioner kroner måtte være nok. Flere beløb blev diskuteret. Debatterne blev ophedede. Lars Larsen blev nægtet taletid i regionsrådssalen. Og til sidst endte det med et økonomisk kompromis på fire millioner kroner, så Made in Denmark igen kunne blive afviklet på nordjysk grund.

Truslerne om at flytte golfturneringen fik dog ikke lov til at hænge i luften ret længe - da belgiske Thomas Pieters vandt turneringen i 267 slag var det besluttet, at Made in Denmark tog et år mere på himmerlandsk grund.

2017

År 4 - Made in Denmark for sidste gang i Gatten

Men så blev det heller ikke til mere. Fire år var, hvad Made in Denmark fik på Lars Larsens egen golfbane i Gatten. De sidste slag slås den 27. august, og når turneringen ruller igen i 2018, bliver det i Silkeborg. 

04:14

Golfturneringen flytter til Silkeborg

Luk video

Det meddelte Lars Larsen den 2. maj 2017, hvor det også kom frem, at Silkeborg Kommune henvendte sig allerede i 2016 for at forhøre sig om mulighederen for at få turneringen flyttet derned.

Dermed vil Nordjylland i fremtiden gå glip af de job og den omsætning på 60 millioner kroner, Made in Denmark ellers har genereret siden starten i 2014. Og dermed må golfentusiasterne se turneringen blive afgjort andre steder end på det ikoniske hul 16, også kendt som Himmerland Hill.

Men ser man på regnskabet for Himmerland Golf & Spa Resort, hvor Made in Denmark er blevet spillet, har det tilsyneladende ikke været nogen god forretning. Trods over 80.000 gæster og besøg af nogle af verdens dygtigste golfspillere har Lars Larsen kun tabt penge på klubben, siden han købte den i 2007.

I alt 200 millioner kroner har han tabt. Det skrev erhvervsmediet Finans i februar 2017. 

Men før turneringen flytter, er der stadig meget godt at komme efter de næste dage - som optakt tørnede ingen ringere end John Daly onsdag ud sammen med musiker Johnny Madsen. Vinderen af Made in Denmark findes søndag den 27. august.