17-årige Lærke har ventet længe på sin køreprøve

Overalt i landet er der lige nu mangel på tider til teori- og køreprøver, og for nordjyden Lærke Mylund betyder det, at hendes kørekort er blevet dyrere.

Det er en stor dag for 17-årige Lærke Mylund fra Hobro. Langt om længe kan hun komme til den køreprøve, som hun har set frem til, og som hun ellers var klar til at komme op til for halvanden måned siden. 

Men hun og mange andre unge mennesker må lige nu vente på at komme til både teori- og køreprøver. Overalt i landet er der nemlig mangel på ledige tider til begge prøver.

Sådan har det set ud, siden Færdselsstyrelsen - 1. oktober - overtog opgaven med at afholde prøverne fra politiet. 

- Jeg synes, at det har været lidt træls, fordi alle ens køretimer slipper jo op, siger Lærke Mylund, der havde sin første teoritime i april. 

TV2 Nord har spurgt Færdselsstyrelsen, hvad årsagen er, og hvornår der vil være en løsning. Læs svaret her: 

Færdselsstyrelsens svar til TV2 Nord:

Færdselsstyrelsen har fra start været klar over, at der ville være en række udfordringer forbundet med overtagelsen af opgaven fra politiet. Det er der altid i sådanne større organisationsændringer og opgaveflytninger.

Vi har bestræbt os på, at der skulle være færrest mulige gener for kørelærerne og deres elever, men det har ikke været muligt at undgå, da området er komplekst og består af en masse nye medarbejdere, lokationer og systemer, der skal fungere sammen. Nogle af vores nye adresser og en stor del af de nye ansatte, kunne vi først opstarte den 1. oktober. Vi havde derfor haft kort tid til at få alt på plads inden første prøvekørsel den 6. oktober. Med så kort tid, var det forventeligt, at der ville være lidt bump undervejs.

På trods af de gener der har været, lykkedes det Færdselsstyrelsen at komme i gang med opgaven som planlagt. Vi kørte over 800 prøver den første dag og har i uge 41 haft et gennemsnitligt niveau på prøveafviklingen, med over 7.500 afholdte prøver, der matcher politiets tidligere gennemsnitlige niveau. Nu sigter vi efter at få prøveafviklingen sat yderligere op i gear, så vi inden længe når et niveau med afholdelse af gennemsnitligt 9.000 prøver om ugen.

Vi forventer generelt at kunne skrue yderligere op for prøveudbuddet i løbet af november, da vores sidste hold prøvesagkyndige bliver færdiguddannede den 21. oktober. Derudover er vi ved at afslutte en større rekrutteringsrunde af timelønnede prøvesagkyndige, der hurtigt vil kunne træde til og afvikle yderligere prøver.

I forhold til at mange kørelærere oplever, at der er generelt færre prøver at få end tidligere, så skyldes det, at vi meget sent har fået adgang til bookingsystemet, samt at det er en tidskrævende proces at få lagt vores nye medarbejdere og prøver ind i systemet. Vi fik først adgang til bookingsystemet den 1. oktober. Derfor har vi ikke haft mulighed for at påbegynde udlægningen af nye prøver før dette tidspunkt.

Samtidig skulle systemet også igennem en større opgradering fra leverandørens side, der gav problemer med at få indlagt yderligere prøver. Vi regner dog med, at vi inden for den næste måned, vil have lagt prøver nok ind i systemet til, at kørelærerne kan booke 3-4 uger ud i fremtiden, fremfor 1-2 uger som nu. Kørelærerne kan derfor forvente, at de snart får en bedre mulighed for at planlægge deres virksomheds aktiviteter.

Derudover har den frie booking også gjort, at en del kørelærere har booket prøver i andre områder end der, hvor deres elever har haft deres køretræning. Det har skabt en uhensigtsmæssig belastning i nogle områder, da de lokale kørelærere pludselig har skulle konkurrere med alle landets kørelærere om prøverne. Derfor har vi den 18. oktober sendt en opfordring ud til alle landets kørelærere om, at de kun booker prøver i deres nærområde, da det vil give os et langt bedre billede af, hvor der reelt mangler flere prøver og i hvor stort omfang vi skal sætte ekstra mandskab ind.

Vi arbejder med en tidshorisont, hvor vi inden for de næste 1-2 år, vil se væsentlige serviceforbedringer på området. Vi vil inden for de næste 4-5 måneder komme med et bud på, hvornår vi forventer, at ventetiden vil være normaliseret og hvordan vi forventer, at det skal ske.

Svaret er fra Brian Paust Nielsen, der er vicedirektør i Færdselsstyrelsen.

Mange står i kø til teori- og køreprøver

Manglen på ledige tider til teori- og køreprøver har betydet, at kørekortet er blevet dyrere for Lærke Mylund end først planlagt. For det har betydet, at hun har måtte tage ekstra køretimer. Men det er ikke det, der fylder mest i dag. 

 - Jeg føler mig ekstremt heldig over, at mine kørelærer har skaffet mig en køreprøve, siger Lærke Mylund. 

Hendes kørelærer Simon Greve har nemlig 50 elever, der lige nu mangler tider til både teori- og køreprøver. Han er medindehaver af Frisdal Køreskole, og han fortæller, at man skal være meget hurtig, hvis man skal nå bestille en tid til en prøve, når de bliver tilgængelige på internettet. 

- Når vi skal bestiller en prøve, og vi trykker "søg prøve" - jamen de prøver, der dukker op, forsvinder i løbet af et minutstid cirka, siger Simon Greve.

Kørelærer Simon Greve er træt af, at der er mangel på ledige tider til teori- og køreprøver.
Kørelærer Simon Greve er træt af, at der er mangel på ledige tider til teori- og køreprøver.
Foto: Jeppe Frost Kyvsgaard

Servicen mangler, lyder det

Da Færdselsstyrelsen overtog opgaven fra politiet, steg gebyret for en køreprøve fra 600 til 1000 kroner. Simon Greve fortæller, at det skulle være med til at hæve servicen for de, der er i gang med at tage et kørekort. 

- Den service bliver ikke rigtig eksekveret. De får ikke den bedre service, siger Simon Greve.

Fra i dag er der én færre, der står i kø til en køreprøve. Lærke Mylund gik ud af bilen og fra sin prøve med et kørekort, men for at flere kan gøre det, foreslår Simon Greve en løsning.

- Løsningen må simpelthen være, at man får ansat nogle flere sagkyndige. Eller finder muligheder for at nogle kørelærer kan gå ind og måske hjælpe med at få denne pukkel afviklet, siger Simon Greve. 

Se hele TV2 Nords indslag her: 


Seneste nyt

fra Nordjylland