2,5 års fængsel for at banke kæreste med kosteskaft
Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix
Arkivfoto: Tre dage efter at det voldelige overfald ifølge tiltalen skete, fandt politiet manden i besiddelse af mere end et halvt kilo af det euforiserende stof metamfetamin.
En 40-årig mand fra Mariager-egnen blev mandag i Retten i Aalborg dømt for blandt andet at have banket sin 37-årige kæreste med et kosteskaft. Dommen lød på 2,5 års fængsel.
Fysisk og psykisk vold, trusler og besiddelse af metamfetamin betød mandag, at en 40-årig mand fra Mariager er blevet dømt til 2,5 års fængsel.
Manden er dømt for at have slået kvinden flere gange med et kosteskaft, kaldt hende for "abe" og "narkofjæs", og tvunget kvinden til at ryge metamfetamin.
Manden har også filmet kvinden, mens han sagde ”jeg fucking smadrer dig, din abe. Jeg smadrer dig. Jeg tager den flaske der og smadrer på dig, og så smadrer jeg dine tænder, og det er nu,” fortæller anklager Thomas Klingenberg.
Den dømte mand fra Mariager var også i besiddelse af 600 gram metamfetamin, som han blev dømt for med henblik på videresalg.
Ifølge den dømtes eget udsagt var det til ham selv og kæresten.
Der blev også fundet et pengebeløb på 62.500 kroner, som er blevet beslaglagt til sagsomkostningerne i sagen.