350 kampklædte betjente fulgte aggressive demonstranter – heldigvis var det bare en øvelse
Foto: Thomas Medom Marcus / TV2 Nord
Betjentene måtte trække knipler over for demonstranterne.
Politibetjente fra alle fem politikredse i Jylland samt fra Fyns politikreds var torsdag eftermiddag og aften i gang med en stor øvelse i Hobro.
En gruppe aggressive demonstranter er på vej gennem Hobros gader. Tæt omkring dem går en stor gruppe kampklædte betjente, der ikke altid er lige tilfreds med demonstranternes opførsel.
I løbet af demonstrationen er demonstranterne blevet mere og mere trætte af politifolkene. Til sidst er de ved at få nok og truer politiet ved at tælle ned fra ti. Intet alvorligt sker dog, da de når til nul, men flere af demonstranterne forsøger at slippe væk fra politifolkene, og så udvikler den dårlige stemning sig.
To demonstranter får højt og tydeligt at vide, at de skal finde tilbage til deres med-demonstranter. Kort efter føler politiet sig tvunget til at trække deres knipler over for demonstranterne.
Havde ovenstående ikke blot været en øvelse, så havde det været en usædvanlig voldsom torsdag eftermiddag i Hobros gader.
Særligt beredskab
Men det var blot en øvelse og en stor en af slagsen. Omkring 350 kampklædte betjente er torsdag eftermiddag og aften samlet i Hobro. Betjentene kommer fra seks forskellige politikredse fra hele landet og er alle en del af et særligt beredskab, der kan indsættes ved voldsomme optøjer, som den demonstration de torsdag fulgte gennem Hobro by.
- Vi holder de øvelser her for at holde vores kompetencer på det her område med demonstrationer gode. Det er en stor øvelse. Det er der ingen tvivl om. Vi holder den en gang om året, så det er jo ikke så tit, at vi holder de her øvelser, men det er vigtigt, at vi får øvet de her ting, så vi er klar, hvis der sker noget, fortæller Karsten Højrup, der er en af lederne bag øvelsen i Hobro og derudover også politikommissær ved Nordjyllands Politi.
Gentages i november
Undervejs i torsdagens øvelse bliver de mange betjente mødt med forskellige udfordringer. En mod demonstration krydser for eksempel på et tidspunkt den aggressive demonstration politiet følger tæt, ligesom demonstranterne undervejs bliver mere og mere utilfredse og aggressive.
- Det er jo for at få trænet de her teknikker, vi har for at håndtere større menneskemængder, så man får trænet det i noget, der virker realistisk. For det, vi skal være bedre til, er det hele i forbindelse med sådan en øvelse her – det er både kommunikation mellem førerne, dem der styrer ledelsen og selve mandskabet, siger Karsten Højrup.
Øvelsen gentages torsdag 23. november 2023.