46-årig nægter hærværk på kirkegårde - men DNA knytter ham til vigtigt bevis
Retssagen mod den 46-årige mand, der er tiltalt for at have begået omfattende hærværk mod kirkegårdene i Visborg og Hadsund er igang.
Anklager Bjørn Fogh Sørensen går efter en behandlingsdom til den 46-årige mand fra det østlige Himmerland, der er tiltalt for at have begået omfattende hærværk mod kirkegårdene i Visborg og Hadsund i henholdsvis 2016 og 2019 - samt for 12 andre forhold omhandlende indbrud, hærværk og blufærdighedskrænkelse.
- Som jeg ser det, så skal han have en behandlingsdom på en psykiatrisk afdeling forstået på den måde, at han til at starte med er tvangsindlagt, indtil lægen vurderer han er rask nok til at komme ud.
Den her sag har ført til, at han er blevet mentalundersøgt, og så har den været for retslægerådet, og de har vurderet, at det er den rigtige løsning i den her sag, siger anklager Anders Fogh Sørensen til TV2 Nord.
De to tiltalepunkter, der handler om hærværk på kirkegårdene, omfatter skænding af i alt 228 gravsten - hærværk, der kostede 120.000 kroner i Visborg og 230.000 kroner i Hadsund. Det nægter den 46-årige dog at stå bag.
Han erkendte dog seks af de i alt 14 tiltalepunkter i anklageskriftet. De erkendte sager omhandlede blandt anden hærværk og nogle indbrud.
Sort tape knytter 46-årig til Visborg
Anklagemyndighedens beviser mod den 46-årige skaber dog en meget klar forbindelse mellem den 46-årige tiltalte og kirkegården i Visborg, der blev udsat for hærværk tilbage i september 2016. Et stykke sort tape fundet på kirkegården bar nemlig den tiltaltes DNA - og den tiltaltes forhold til både tape og spraymaling understøtter anklagemyndighedens teori om, at det er ham, der er gerningsmanden bag det alvorlige hærværk.
På den tiltaltes bopæl fandt politiet nemlig, i forbindelse med efterforskningen af Visborg-sagen, et bælte med eftermonteret tape, der gør det muligt at bære både dåsesodavand og spraymaling i bæltet. Til det fund forklarede den 46-årige i retten, at han "bor meget specielt - og der maler jeg og så videre."
Han erkendte efterfølgende, at han i 2016 kørte rundt på kirkegården på sin knallert - men at det kun skete en gang, og at det var om dagen. Anklagemyndigheden påstår ellers at hærværket i Visborg blev udført om aftenen eller natten.
Betjente på sporet af 46-årig
I Retten i Aalborg har tre betjente fra Nordjyllands Politi tirsdag formiddag været i vidneskranken. De forklarer - med hvert deres udgangspunkt - om hvordan de fik den 46-årige tiltalte i søgelyset som gerningsmand til de to hærværkssager fra Visborg og Hadsund.
En betjent forklarede, at det var fundet af den sorte tape på kirkegården, der fik ham til at tænke på den 46-årige, fordi han vidste, at den nu tiltalte mand, der er en gammel kending af politiet, brugte sort tape til at reparere sin scooter.
En anden betjent forklarede om undersøgelser af den sorte tape - og at den tape, der blev fundet på kirkegården er identisk i farve og form med den tape, der var blevet brugt til at lave det bælte, der blev fundet hos den tiltalte.
En tredje betjent, som har stået for afgøring af vidner, forklarede i retten, at alle vidner har forklaret, at de har set den tiltalte ved kirkegården i Visborg. Han fortalte samtidig om flere episoder fra kirkegårdene i Visborg og Mariager hvor den tiltalte var involveret - en viden, der fik betjenten til at tænke på den 46-årige som den første, da politiet skulle lede efter mistænkte.
Erkender at have været i nærheden af kirkegården
Den 46-årige tiltalte nægtede at have været inde på Kirkegården i Hadsund, men fortalte dog, at han med jævne mellemrum kører fra sin bopæl cirka syv kilometer fra Hadsund og ind til tanken i Hadsund. Derfor har han også været i nærheden af kirkegården.
-Den ligger i centrum, og så ville det være mærkeligt, hvis man ikke har været i nærheden af kirkegården. Men ikke inde på kirkegården, forklarede den tiltalte.
To vidner forklarede dog i retten, at de havde set tiltalte på natten, hvor hærværket skulle være sket på Hadsund Kirkegård.
Begge vidner forklarede, at de så tiltalte ved Kirkegården. Den ene af de to vidner så ifølge sin forklaring tiltalte komme ud inde fra kirkegården.
- Vi ser en komme ud fra Hadsund Kirkegård og gå op ad en vej.
- Jeg kunne skimme, hvem han var ud fra kropsholdning. Jeg kunne se, at det var tiltalte, forklarede vidnet.
Der er afsat to retsdage til sagen og rettens afgørelse forventes at falde onsdag.