58-årig kvinde fra Hobro snydt af nigeriansk "prins"
Foto: Regis Duvignau, Scanpix
Den lovede arv kom aldrig, selv om en 58-årig kvinde overførte det krævede pengebeløb til en prins fra Nigeria.
Nogle gange får man et tilbud, som lyder for godt til at være sandt. Sådan ét, der får én til at spørge sig selv, om det nu alligevel også kan passe. Men det spørgsmål glemte en 58-årig kvinde fra Hobro at stille sig selv.
Den 10. januar modtog hun en venneanmodning på Facebook fra en person, der udgav sig for at være en nigeriansk prins. Kvinden begyndte at skrive med "prinsen", og han fik hende overbevist om, at der ventede hende en stor arv.
Eneste betingelse for at få arven udbetalt var, at kvinden skulle overføre et mindre pengebeløb til prinsen i Nigeria. Når pengene dukkede op på hans konto, ville han sende arven til hende, skrev han.
Og pengene blev flyttet fra den 58-årige kvindes konto. Men arven kom aldrig.
Det får nu Nordjyllands Politi til at opfordre til, at man tænker man sig om, før man sender penge til ukendte personer. Når et tilbud er for godt til at være sandt, er det som som regel lige, hvad det er.