Allan Kuhn rygtet til Hobro IK - klubben afviser
Foto: Henning Bagger, Scanpix
Hobro IK forventer at kunne præsentere ny cheftræner før nytår, og rygterne går på, at Allan Kuhn er et varmt emne til jobbet.
Da rygterne i 2015 gik på, at Ove Pedersen blev den næste træner i Hobro IK, lød reaktionen fra klubben cirka sådan her:
- Ærligt talt, det er ikke Ove Pedersen.
Nu, i slutningen af 2016, går rygterne på, at Allan Kuhn, som har en fortid i AaB og for nylig blev fritstillet fra sit job som cheftræner i Malmö FF, kunne blive den næste mand ved roret i Hobro. Og reaktionen? Den lyder sådan her:
- Jeg har også hørt rygterne om, at Allan Kuhn skulle have været samtale i Hobro IK. Men det er kun rygter. Ærligt, vi forhandler ikke med Allan Kuhn, siger sportschef i Hobro IK, Jens Hammer Sørensen.
Rygtet vil ellers vide, at Kuhn har været til to samtaler i Hobro. Men ifølge Jens Hammer Sørensen er det en anderledes trænerprofil, klubben leder efter nu.
- Vi søger en ung, fremadstormende knægt, som kan være med til at skabe et godt lærings- og udviklingsmiljø på holdet. Ikke et ondt ord om Ove Pedersens indsats, men nu har vi lige haft en erfaren rotte på trænerposten, og han var god, men vi leder efter noget andet. Vi vil gerne have en træner, der kan inspirere, og som vil se jobbet i Hobro som en investering i sin karriere, siger Jens Hammer Sørensen.
Hobro IK er netop i gang med afsluttende samtaler med et par kandidater til jobbet, og Jens Hammer Sørensen forventer, at en ny træner kan præsenteres før nytår.
- Så ja, vi er tæt på, men jeg kan selvfølgelig ikke sige noget om, hvem vi taler med, siger sportschefen.
Det har endnu ikke været muligt at få kommentar fra Allan Kuhn.
I TV2 Nords faste sportsindslag "Sport med Rytter" var det blandt andet rygterne om Allan Kuhn, der var oppe til diskussion. Se hele indslaget herunder hvor også Aalborg Pirates og Aalborg Håndbold var på bordet.