Knud Erik Petersen er talsmand for de ansatte på bostedet. Han fortæller, at beboeren, der tog kvælertag på en ansat, også har truet Knud Erik på livet. Foto: Kresten Mosbæk Gravesen

02:29

1 af 2

Ansatte på bosted: Vi er meget bekymrede

En talsmand for de ansatte på bostedet, hvor en beboer tog kvælertag, fortæller nu, at der har været flere episoder med beboeren, og at de ansatte er bekymrede.

Personalet på  bostedet Visborggaard i Hadsund er bekymrede. Lørdag tog en psykisk syg mandlig beboer kværlertag på en kvindelig 47-årig social – og sundhedsassistent. Den ansatte blev reddet af en kollega, som under redningsaktionen selv blev udsat for vold.

- Det er ligesom, når man bliver udsat for chokvirkning. Vi er i gang med at bearbejde forløbet. Det tager tid, fortæller Knud Erik Petersen, talsmand for personalet på Visborggaard. 

Den mandlige beboer er nu indlagt på retspsykiatrisk, men han forventes at vende tilbage til bostedet. Og det huer ikke de ansatte.

- Vi er bekymret over, at beboeren kommer tilbage igen. Meget bekymrede. Vi er ikke gearet til at tage i mod ham. Han hører ikke hjemme her, sådan som han har det nu, siger Knud Erik Petersen.

Han fortæller, at der har været mange forudgående episoder med den selvsamme beboer. 

- Han har skubbet mig og truet mig på livet. En af vores nattevagter har været nødt til at løbe for at undgå lussinger. Vi har gjort meget ud af at melde op til ledelsen, at det er uholdbart, men der er intet sket. 

Den 47-årige social- og sundhedsassistent er sygemeldt. 

Region Nordjylland foreslår, at man opretter en helt ny type institution, netop til de mennesker, der hverken passer ind på de psykiatriske sygehuse eller de socialpsykiatriske bosteder. 

- Vi kan konstatere, at der er en lille gruppe, der kommer i klemme med de institutioner, der eksisterer i dag .  Men nu efterlyser vi sammen med de andre regioner en tredje slags institution , siger Ole Bjerre, sektorchef i specielsektoren ved Region Nordjylland.

Derfor sidder et udvalg under Danske Regioner netop nu og arbejder med planer for en sådan ny type institution. 

- Såfremt det ender med, at vedkommende kommer tilbage, så har vi også garanteret, at så sætter vi ekstra personale på i det omfangm, det er nødvendigt for at sikre trygheden, siger Ole Bjerre.