Arbejdsglad kvinde kan miste sit job

Efter et trafikuheld kan Pia Vestergaard ikke arbejde fuldtid. Både hun og arbejdspladsen vil gerne fortsætte samarbejdet, men Mariagerfjord Kommune siger nej.

Pia Vestergaard fra Hobro endte i et trafikuheld i oktober 2014. Siden dengang har hun ikke kunne arbejde fuldtid, og nu står hun til at miste sit job. Hun arbejder som farmakonom på Sygehusapoteket Region Nordjylland, men hendes arbejdsplads har været nødt til at opsige hende per den 1. oktober 2016.

Pia Vestergaard er rigtig glad for sit job, og arbejdspladsen vil også gerne beholde hende. Hendes ønske er at få et fastholdelsesfleksjob på sin nuværende arbejdsplads, og arbejdspladsen fortæller, at de har gjort, alt hvad de skal, for at det kan lykkedes.

Men på Pia Vestergaards sidste møde med Mariagerfjord Kommune fik hun at vide, at hun hverken kan få et ressourceforløb, et fleksjob eller førtidspension. Hvis hun ikke finder en løsningen inden den 1. oktober, så må hun på kontanthjælp.

- Jeg har 15 års jubilæum den 1. november på min fødselsdag. Det største ønske lige nu overhovedet er, at der kan findes en eller anden løsning, så jeg kan få 15 års jubilæum på Sygehusapoteket. Og det bliver jeg ved med at kæmpe for, siger Pia Vestergaard.

Mariagerfjord Kommune har ikke ønsket at stille op til interview, men arbejdsmarkedschef, Michael Tidemand, siger til TV2 Nord:

- Hvis arbejdspladsen opfylder betingelserne for et fastholdelsesfleksjob, så er der mulighed for at arbejde videre med det, såfremt erhvervsevnen er væsentligt og varigt nedsat.


Seneste nyt

fra Nordjylland