Arbejdsulykke: Chauffør begravet i kul

En chauffør var ved at læsse kul af i en grav ved Rockwool i Øster Doense, da han af ukendte årsager faldt ned i graven og fik kul hældt over sig.

En 46-årig mandlig chauffør er på sygehuset efter en arbejdsulykke på Rockwool i Øster Doense.

Klokken 7.27 fik politi og beredskab en melding om, at manden var blevet fastklemt under et læs kul.

- Chaufføren var ved at læsse kul af i graven, og på en eller anden måde faldt han ned i graven og fik en del kul over sig. Hvorfor han faldt ned, ved jeg ikke, siger indsatsleder René Nikolajsen fra Nordjyllands Beredskab.

Da beredskabet nåede frem, havde ansatte på Rockwool haft held med at grave den 46-årige chauffør fri og få ham ind i et hus ved siden af graven.

Manden var ved godt mod, men noget forkommen.

- Chaufføren kunne selv gå ud til ambulancen, som kørte ham på sygehuset, siger indsatslederen.

Arbejdsulykke Rockwool
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord

På grund af sagens karakter blev også en helikopter sendt til afsted til arbejdsulykken i Øster Doense.

Sagen er nu overgået til Arbejdstilsynet, der er på stedet. Det fortæller Per Jørgensen, der er vagtchef ved Nordjyllands Politi.

- Det skal undersøges, hvordan manden kunne falde derned, siger vagtchefen.


Seneste nyt

fra Nordjylland