Beboer overfaldt Dorte: Har ikke lyst til at møde ham igen

Dorte Pedersen blev udsat for et voldeligt overfald, da hun var på arbejde på bostedet Visborggaard. Hun risikerer igen at skulle møde sin overfaldsmand.

16. juli blev den værste arbejdsdag i Dorte Pedersens liv. Midt på eftermiddagen mødte hun ind til en aftenvagt på det socialpsykiatriske bosted Visborggaard i Hadsund, og få timer senere måtte hun kæmpe for sit liv.

- Jeg tænkte bare: "fandme om jeg vil dø her", og så får jeg fat omkring hans hænder, fortæller Dorte Pedersen om episoden, hvor en mandlig beboer overfaldt hende og tog kvælertag på hende.

Beboeren har flere gange truet og været voldelig overfor personalet på Visborggaard, og den dag, hvor Dorte Pedersen blev overfaldet, havde han tidligere jagtet en anden medarbejder med en gaffel. Tilsyneladende var han dog faldet ned, men da Dorte Pedersen kortvarigt var på bostedets kontor for at lave et notat, kom beboeren pluselig ind og ud af det blå blev han aggressiv og overfaldt Dorte Pedersen.

- Det eneste, jeg tænkte på, var at jeg ikke måtte give slip på det greb omkring min hals. Jeg skulle bare kunne få luft, siger Dorte Pedersen.

Det lykkedes hende at slå alarm, så det øvrige personale kunne komme hende til undsætning. Overfaldet var kulminationen på flere måneder, hvor Dorte Pedersen har været utryg ved beboeren.

 

quote Fandme om jeg vil dø her, og så får jeg fat omkring hans hænder.

Dorte Pedersen, Social- og sundhedsassistent

 

- Jeg har arbejdet her i tyve år, og jeg har aldrig været bange for at gå på arbejde. Men de sidste tre-fire måneder er jeg gået på arbejde med en klump i maven, siger Dorte Pedersen.

Hendes fagforening FOA ser med alvor på overfaldet, som er det seneste i en lang række overfald, der er sket på landets bosteder.  FOA mener, at de socialpsykiatriske bosteder er begyndt at huse for mange beboere som reelt er for syge til at være der, og som burde være i behandling andetsteds i systemet.

Dorte Pedersen er lige nu sygemeldt, og beboeren er indlagt på psykiatrisk afdeling. Personalet på Visorggaard ved ikke, hvornår beboeren vender tilbage, og om han overhovedet gør. Men i følge lovgivningen udskrives man til eget hjem, og det er i dette tilfælde Visborggaard. Det betyder, at Dorte Pedersen risikerer at møde sin overfaldsmand, når hun igen er tilbage på arbejde efter sin sygemelding.

- Det har jeg det ikke godt med. Derfor går jeg også nu og overvejer, hvad jeg skal. Det er jo ikke stedet, jeg er bange for. Det er den pågældende beboer. Jeg har ikke lyst til at møde ham igen, og jeg kan jo heller ikke passe en beboer, som har forsøgt at kvæle mig, siger Dorte Pedersen.

Regioner, kommuner og Folketingets politikere arbejder lige nu på at finde en løsning, så der kan etableres et botilbud til de patienter, der er for raske til psykiatrisk behandling men for syge til de socialpsykiatriske botilbud.


Seneste nyt

fra Nordjylland