02:33

FOA kritiserer ledelsen på Visborggard, hvor der i weekenden var en beboer der prøvede at kvæle en ansat.

Beboer tog kvælertag på ansat: Ledelsen var advaret

I lørdags tog en psykisk syg mand på bostedet Visborggaard kvælertag på en ansat. FOA rejser nu hård kritik af ledelsen, der flere gange var advaret om beboeren.

Det var ved at gå helt galt i lørdags på bostedet Visborggaard. En psykisk syg mandlig beboer tog kvælertag på en 47-årig social og sundhedsassistent. Den kvindelige ansatte blev reddet af en kollega, som blev udsat for vold under redningsaktionen.

- Det er dybt tragisk både for de ansatte, der er berørte og for den pågældende person, siger Kenn Andreasen, formand i FOA Mariagerfjord.

Ledelsen på Visborggaard er flere gange blevet gjort opmærksom på, at den pågældende beboer havde en meget truende adfærd. Efter flere henvendelser fra ansatte advarede FOA Mariagerfjord i juni også ledelsen om, at den pågældende beboer havde en aggressiv og truende adfærd.

Den psykisk syge mand har flere gange truet de ansatte. Han har blandt andet truet med at gøre som på bostedet Lindegaarden. Her blev en kvindelig ansat i marts 2016 knivdræbt af en psykisk syg beboer.

FOA Mariagerfjord retter nu skarp kritik mod ledelsen og siger, at de ikke har været deres ansvar bevidst.

 

De skulle have set, at der var et mønster og reageret på, at de ansatte råbte vagt i gevær

 

- De skulle have set, at der var et mønster, og de skulle have reageret på, at de ansatte råbte vagt i gevær, siger Kenn Andreasen.

På Visborggaard har de ikke ønsket at udtale sig om sagen. Det er Region Nordjylland, der har det overordnede ansvar for bostedet og dermed også for sikkerheden. Her er de ikke enige i kritikken.

- Der har været lyttet, og vi har også selv været opmærksomme på problemet, så jeg kan ikke genkende, at vi ikke har taget det alvorligt, siger Ole Bjerre, sektorchef i specielsektoren ved Region Nordjylland.

Den 47-årige social- og sundhedsassistent er sygemeldt. Den mandlige beboer er nu indlagt på retspsykiatrisk, men forventes at vende tilbage til Visborggaard inden længe.