Borgerne havde ret: Mange ulovlige knallerter i Himmerland
Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix
Efter flere borgerhenvendelser har Nordjyllands Politi gennemført en større knallertkontrol i Himmerland. Bødeblokken blev fyldt.
Adskillelige betjente fra patruljecenter Himmerland og kollegaer fra Operativ Færdselsafdeling har udførst en målrettet færdselsaktion mod ulovlige knallerter. Det skete i Hørby Skoleby, Hadsund og Terndrup. Det skriver Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.
- Baggrunden for vores målrettede indsats var, at der var kommet en hel del henvendelser fra borgere i området, at der var tilfælde af ulovlige og larmede knallerter, der kørte hensynsløst og stærkt. Derfor valgte vi at slå til sidste onsdag og gennemføre en kontrol, forklarer den ansvarlige for politiets indsats, politikommissær Simon Hjort Jacobsen.
Kontrollen resulterede i en fyldt bødeblok. I alt blev 10 ulovlige knallerter standset. Og en hel del andre sigtelser blev skrevet af betjentene i den forbindelse – primært for overtrædelse af Færdselsloven. Blandt andet blev der skrevet disse rapporter:
En for befordring af passager
En for at have ladet sig befordre
En for manglende styrthjelm
En for manglende knallertkørekort
En for knallert uden forsikring
En for knallert uden lys
En for at overtræde hastighedsgrænsen
En for brugstyveri
De kontrollede personer kan nu se frem til bøder i forskellig størrelsesorden.