Brand i Hobro: To børn er omkommet

Der var fire personer til stede i huset, da branden opstod.

To børn er natten til mandag omkommet i en alvorlig brand i Hobro.

Politiet modtog meldingen om branden, der var opstået på Mariagervej i Hobro klokken 01.36 natten til mandag. Da beredskabet nåede frem, var huset overtændt. 

Børnene var henholdsvis 7 og 11 år og lå og sov på første sal, da branden opstod. Børnenes mor og hendes samlever forsøgte flere gange at redde børnene ud, men de kraftige flammer gjorde det umuligt.  

Deres mor og hendes samlever nåede ud af huset, og blev efterfølgende kørt på sygehuset, hvor samleveren skulle tjekkes for røgforgiftning og forbrændinger, fortæller vagtchef ved Karsten Højrup Kristensen fra Nordjyllands Politi.

Beredskabet har fået branden under kontrol og har sat efterslukningsarbejdet i gang. De tekniske undersøgelser og lægeundersøgelser er blevet afsluttet. 

Politiet vil være til stede ved huset i løbet af dagen. 

Brandårsagen er stadig uklar. Huset vil derfor blive afspærret, og der vil i løbet af de næste par dage komme teknikere, der skal arbejde med at fastslå den. 

- Der er ikke noget, der tyder på, at der er sket noget uhensigtsmæssigt. Vi forventer, der er sket en ulykke, fortæller Karsten Højrup Kristensen fra Nordjyllands Politi.





Seneste nyt

fra Nordjylland